Flere andagter

Ugens andagt 2025
fra Den Evangelisk-Lutherske Frikirke.

Uge 49, 1.-7. december 2025

Problemet med utålmodighed

Vi bliver utålmodige, når det, vi har planlagt at gøre og er i fuld gang med, bliver forstyrret af andre. Og utålmodigheden ødelægger vort forthold til hinanden. Vi kan også blive utålmodige med vor egen indsats, fordi vi forestiller os, at vort liv afhænger af, om noget bestemt lykkes for os. Da går vi rundt med en indre utålmodighed og utilfredshed, som om vi var vor egen herre og gud.

To vers i Jakob-brevet hjælper os:

Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme. Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn (Jakobs brev 5,7).

Hvis vi er i gang med noget vigtigt, må vi huske på, at resultatet ikke afhænger af os, men af Guds velsignelse. Ventetiden er ikke et problem, men en gave. Ligesom bonden venter tålmodigt, fordi han ved, at afgrøden har brug for regn og varme efterår og forår, sådan må vi vente på, at Gud arbejder og lader frugten vokse frem. Resultatet afhænger ikke af os, men af Gud, vor Skaber og Far. Når der kommer forhindringer, eller vi føler os forstyrret af hinanden, kan vi bede om tålmodighed til at hjælpe hinanden og vandre tålmodigt sammen.

Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær (Jakobs brev 5,8).

Herren kom og blev menneske. Han kom og bar vore synder på korset. Den skyld, vi pådrager os, når vi i utålmodighed skader dem, der forsinker os, den har han taget på sig. Herren Jesus kom tilbage fra døden som forsoner. Og han kommer på den yderste dag for at dømme verden og frelse dem, der venter på ham.

Når utålmodighed plager os, må vi tænke på Herrens første og andet komme, og at ventetid er en velsignelse.

Bøn: Kære Herre, giv os tålmodighed, så vi ikke "kører hinanden over" eller plager os selv, fordi vi ikke nåede det, vi mente var så vigtigt.

Uge 48, 24.-30. november 2025

Oplæsning fra Skriften og prædiken

Vi er til gudstjeneste i Nazaret. Oplæsning fra Skriften og prædiken var hovedsagen i synagogegudstjenesten. Og det blev også hovedsagen i den gudstjeneste, som Jesu disciple har holdt fast ved siden hans død, opstandelse og himmelfart.

Jesus sagde i sin prædiken dengang: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Når der læses op fra Bibelen, og når der prædikes om Jesus, sker der noget med os. Jesus udråber frihed for fanger, så de bliver sat fri. Han udråber syn for blinde, så de ser. Ligesom da Gud skabte verden, hvor Gud talte, og så skete det, sådan også når Gud frelser os fra synd og død. Han gør det ved sit magtfulde ord. Men ikke kun sådan. Han kommer også og bliver menneske. Han træder i vort sted.

Det, han siger til os, det gør han på sig selv. Han blev selv fattig, han blev selv fanget, han blev undertrykt. Han blev forkastet og ringeagtet. Han døde og opstod. Og i prædiken taler han det ind i vores ører, så det går i opfyldelse hos os. Ind i vore hjerter og liv. Undfanget ved Helligånden. Herrens Ånd over ham. Født af en jomfru, pint, korsfæstet, død og begravet. Og alt dette skete med ham for vor skyld. Han blev som os. Han levede for os. Han døde den død, vi havde og har fortjent at dø. Han led straffen. Det er virkelig sket.

Og nu fortæller han os det med Evangeliets herlige ord. Han river os ud af fængslet, ud af skylden, ud af døden og fattigdommen. Han gør det lige nu, mens han taler til os. Ordet går i opfyldelse i deres ører. Og i vore ører. Nu, mens vi hører.

Uge 47, 17.-23. november 2025

Frelsen

Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. (Matthæus 25,34)

Verset er fra Jesu tale om verdensdommen. Han nævner tre årsager til, at de på den højre side bliver salige: 1) De er velsignede af hans Far. 2) De er arvinger. Og 3) det er bestemt af Gud Fader før verdens grundlæggelse.

Alle tre grunde er noget, Gud har gjort helt uafhængigt af os mennesker. Det er grundtonen i Den hellige Skrift, når der tales om vor frelse. For mennesker er det umuligt, men for Gud er alle ting mulige (Matt 19,26).

Men hvad betyder det så, når Jesus fortsætter og siger: ”For jeg var syg, og I tog jer af mig …” Jo, her forklarer Jesus, hvordan man kan erkende, at de var velsignede, arvinger og bestemt til evigt liv. Deres gode gerninger er ikke årsags-grunden til deres frelse, men erkendelses-grunden. Deres barmhjertighed mod andre var et vidnesbyrd om, at de levede i troen og i velsignelsen. De gav den videre til andre. Men de så det ikke selv.

Sådan er det med enhver, som tror på Jesus Kristus. Vor Herre Jesus og vore brødre og søstre mærker, at vi er velsignede, og at vi er arvinger og bestemt til evig salighed. Det ses af vore gerninger. De mærker det, også selv om vi ikke selv ved af det. Det understreger Jesus, når han fortæller: Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? (Matt 25,37)

Det, vi selv mærker, er Guds velsignelse. Ja, vi lever af hans tilgivelse og nåde. Vi glæder os over, at Gud gjorde os til sine børn og arvinger i dåben. Og vi hviler i, at Gud besluttede, at vi skulle være hans, længe før vi fik øjne. Vi ser Jesus og alt det gode, han har gjort for os. Han er årsagen til, at vi er salige og bliver frelst.

Uge 46, 10.-16. november 2025

Had og kærlighed

Had vækker splid, kærlighed skjuler alle overtrædelser. (Ordsprogenes Bog 10,12)

Visdommen fra Ordsprogenes Bog i Gamle Testamente uddybes i Nye Testamente med disse ord:

Først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. (1 Petersbrev 4,8)

Enhver, som hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig. Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. (1 Johannesbrev 3,15-16)

Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden. (1 Johannesbrev 4,10-11).

Vi elsker, fordi han elskede os først. (1 Johannesbrev 4,19)

Og en kristen prædikant fra oldkirken har sammenfattet det sådan:
Kærlighed tilgiver mange fejl, mens had forestiller sig fejl, selv når de ikke eksisterer. (Johannes Chrysostemos 349-407)

Illustration fra Facebook

Uge 45, 3.-9. november 2025

Tegn

Da sagde Jesus til ham: «Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.» Den kongelige embedsmand svarede: «Herre, kom med derned, før mit barn dør.» Jesus sagde til ham: «Gå hjem, din søn lever.» Manden troede Jesus på hans ord og gik (Johannes 4,48-50)

Troen vokser, når vi hører om underne i Jesu liv. De står i kø i evangelierne. Nej, han leverer ikke de tegn, vi kræver. I stedet giver han os de tegn, vi behøver.

* Jesus kaldes selv ”under” af profeten Esajas (Esajas 9).
* Hans fødsel var et under: Undfanget af Hellig­ånden, født af en jomfru.
* Betlehems-stjernen var det første tegn.
* Hans liv var et under: han levede i kærlighed.
* Han forvandlede vand til vin ved et bryllup.
* Han helbredte, tilgav, stillede stormen, gav mad til tusinder.
* Hans død på korset var et under: Han bar vore synder og blev vores stedfortræder.
* Hans opstandelse fra graven er et under. Her blev døden besejret!

Saml på Skriftens undere. Det skaber og styrker troen. Og efter sin himmelfart sendte han Helligånden, som herliggjorde og stadig herliggør Jesus for os – i Ordet. Når Helligånden fortæller os om det største under, at Jesu døde for vore synder og opstod påske morgen, befrier han os fra at kræve noget ekstra af Gud, og vi får i stedet lov til at hvile i Evangeliets løfter.

Gud gav sin egen søn hen i døden for os, hvordan kan han da andet end give os alt med ham?  (Rom 8,32). Her befries vi for modløshed. For vi fritages for at afvente mirakler i os selv eller hos andre. Vi befries for at vente på at vores menighed bliver større, så vi kan missionere, fordi andre kan se noget stort i os. For mission og tro handler jo ikke om, at andre ser noget stort i dig og din menighed, men at de ser, at Jesus frelser mennesker fra skyld og dom.

Uge 44, 27. oktober - 2. november 2025

Det oversete

"Og se, der kom nogle til ham med en lam ..." (Matthæus 9,2)

Barnet udbryder: "Se!" Den voksne forælder kigger op fra sin mobiltelefon, men der er ikke noget at se. Det er bare barnet, som bliver begejstret over ingenting.

Situationen fortæller noget trist om os voksne, og at vi er ramt af en alvorlig skade: blindhed, overfladiskhed og mangel på interesse og hjælpsomhed overfor det, der er småt og svagt i verden omkring os.

Evangelierne i Nye Testamente vil have os til at se med barnets øjne. "Og se, der kom nogle til ham med en lam ..." (v2). Det er noget særligt, at en lam mand har venner, som bringer deres lamme ven til Jesus! Det er også noget særligt, når du sammen med andre bruger en halv dag på at bringe hjælpe med at hjælpe en ven ind i menighedens fællesskab om søndagen. Og da især, hvis du gør det hver søndag. Det er en gave at se den oversete og hjælpe de små og svage.

Evangelisten Matthæus fortæller, at Jesus så vennernes tro og tilskuernes tanker. Som vor opstandne Herre, der sidder ved Faderens højre hånd, ser han også vores tro og tanker. Han ser, når vi er lammet af ligegyldighed og har brug for tilgivelse. Han vil vise os andres behov for hjælp. Og han vil hjælpe os med tilgivelse og give os troen og evigt liv.

Bøn: Himmelske Far, giv os troens og hjælpsomhedens øjne tilbage. Amen.

Og her er, hvad vi skal se:
v2 Og se, der kom nogle til ham med en lam, der lå på en seng. Da Jesus så deres tro, sagde han til den lamme: "Vær frimodig, søn, dine synder tilgives dig." v3 Men nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: "Han spotter Gud." v4 Jesus så, hvad de tænkte, og sagde: "Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerte? v5 Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå? v6 Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed på jorden til at tilgive synder" - da siger han til den lamme: "Rejs dig, tag din seng og gå hjem!" v7 Og han rejste sig og gik hjem. v8 Da folkeskarerne så det, blev de grebet af frygt og priste Gud, der havde givet mennesker en sådan myndighed. (Matthæus 9,2-8) 

Uge 43, 20.-26. oktober 2025

Livet uden lov er meningsløst!

«Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din ssjæl og af hele dit sind.» Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: «Du skal elske din næste som dig selv.» (Matthæus 22,37-39)

Forestil dig, at der ikke kræves noget som helst af dig. Ingen forventer noget af dig. Ingen venter, at du gør noget. Og hvis du gør noget, er der ingen, som lægger mærke til det, og det har ikke betydning for andre end dig selv. Og ikke engang for dig selv. Du kan gøre det ene eller det andet. Gud er ligeglad. Så: ”Gør, hvad du synes. Eller lad være at gøre det.” Din nabo er ligeglad. Alle er ligeglade med dig.

Man mærker, at det er helt forkert. Det er jo ikke ligegyldigt hvad vi mennesker gør. Det var ikke ligegyldigt, hvad mine forældre gjorde og ikke gjorde for mig da jeg var spæd og voksede op. Det var ikke ligegyldigt, hvad jeg selv gjorde i barndom, ungdom og gør i voksenliv. Og Skaberen har forpligtet os. Vor næste har brug for vores hjælp og kærlighed. Og vi har brug for vor næstes hjælp og kærlighed.

Nogle kalder det ”frihed”, når man lever uden lov. Men det er ikke frihed. Det er ensomhed. Det er at leve uden Gud og uden håb og uden fællesskab. For i alle fællesskaber gælder kærlighedens lov.

Meningen med livet er at elske Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl og af hele sit sind. Og sin næste som sig selv. Det giver livet mening, når vi gør det.

Men hvad så, når vi ikke gør det og er skyldige? Da står Jesus Kristus hos os som den, der har elsket os fuldt ud og gav sit liv for os og bar vore synder. Med sin kærlighed og tilgivelse kalder han os tilbage til livets mening.

Uge 42, 13.-19. oktober 2025

Hvile

”Husk på hviledagen, så du holder den hellig!” (Det 3. bud, 2 Mosebog 20,8 og Lille katekismus)

Jesus bekræfter gaven i dette bud, når han siger disse gode ord: ”Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile!” (Matt 11,28). Her holder han fast ved, hvad budet siger om hvile til krop og sjæl.

Han prædiker roen ind i vore hjerter, når han siger i bjergprædikenen siger: ”I må ikke bekymre jer for dagen i morgen. Jeres Himmelske Far har omsorg for jer!” Og han lærer os at bede Fadervor, så vi kan hvile hos vores Far i stedet for at bekymre os (Matt 6).

Jesus Kristus lover os også hvile, når vi skal dø. For han siger: ”Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, har evigt liv” (Joh 5).

Der er ikke nogen bedre dag at høre hans ord på end på Herrens dag, søndagen, den dag, han opstod fra de døde! Mon ikke det var derfor, søndagen blev helligdag for de første kristne? Det skal den også være for os!

Uge 41, 6.-12. oktober 2025

I knæ og på knæ

Derfor bøjer jeg mine knæ, jeg, Paulus, Kristi Jesu fange for jer hedningers skyld (Efeserbrevet 3,1)

Hvis man skal "på knæ", må Gud først bringe os "i knæ". Ellers er det med at knæle og bede kun en religiøs forestilling.

Beretningen om apostlen Paulus' omvendelse viser, hvordan han kom "i knæ" og "på knæ". (Kan læses i Apostlenes Gerninger 9). Han var en stolt religiøs mand, som kæmpede for sandheden (troede han). Han forfulgte dem, som var kommet til tro på Jesus som Frelser. Men Jesus standsede ham udenfor Damaskus. Paulus blev ramt af blindhed og blev tvunget "i knæ". Han indså, at alt, hvad han havde udrettet som lovtro farisæer, var tomhed og selvbedrag. - Han var i knæ.

Jesus bad en kristen mand Ananias i Damaskus opsøge ham med tilgivelse og døbe ham, så han kunne blive befriet for sin skyld, få den frelsende tro og komme "på benene" med håb. Og fra da af bøjede Paulus sine knæ i bøn. Han fik Jesus Kristus som sin Frelser og Herre. Det betød dog ikke, at Paulus fik et let liv. For Jesus Kristus blev ved med at bøje ham i godhed og kærlighed, ligesom han bøjer alle sine døbte, der tror på ham. Han bøjer os ind til sig.

Sådan går det til, at en kristens bøn til Gud ikke er en religiøs forestilling, men ord talt i tillid ind i Gud Faders hjerte. Han har omsorg for os. Han hører vore bønner. For vi er ved tro og dåb blevet hans kære børn, som må bede ham om hjælp til alt. Derfor bøjer vi vore knæ i bøn.

Uge 40, 29. september -5. oktober 2025

Hvad er et menneske værd?

Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? ... Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? (Matthæus 6,26 og 30)

Når det gælder en vares værdi, handler det ofte om, hvem byder højest. Hvem byder da højest for en fattig tigger på gadehjørnet? Hvem byder højest for et svigtet og underudviklet barn på et børnehjem? Og hvor meget er du selv værd?

Gud har budt højest ved at blive foster, barn, dreng, ung og voksen. Han tog sig af de små, af børnene, af syge og af døende. Han tog sig af de skyldige. Til sidst blev hans selv solgt for 30 sølvpenge og korsfæstet som en forbryder.

Da han døde på korset, betalte han den højeste pris. Det gjorde han, for at bære vores skyld og dø i vort sted. Sådan står der i Skriften: Gud købte os med sit eget blod (ApG 20,28). I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt (1 Kor. 6,19-20).

Men måske du har en indvending, som går på, at du har så lille en tro, så det ikke kan gælde for dig. Da er det godt at vide, at Jesus har slået fast, at vores lille tro ikke trækker ned i vores værdi. Jesus siger: Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? (v30)

Så er det ikke ude med os. Hverken vores store skyld eller vores lille tro gør os værdiløse. Vi er købt og prisen er betalt.

Uge 39, 22.-28. september 2025

Undskyld eller ond skyld?

Vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus. (Efeserbrevet 4,32)

Der har været skænderi i din familie og menighed. Du er bitter, hidsig og vred. Men du styrer din vrede og dæmper hidsigheden hos dig selv. Du mærker, at du også selv er skyld i, at det gik, som det gik. Men efter din opfattelse er det mest den andens skyld. Alligevel siger du måske: »Undskyld! Lad os ikke tale mere om det!« Og derved bliver det. I får ikke gjort op. I beder ikke om tilgivelse. Og I får ikke givet hinanden det nødvendige knus.

Hvordan går det med skylden? Er den væk? Er alt nu i orden? Er der virkelig skabt forlig og forsoning i hjemmet? Hvor længe holder den slags? Det, som vi på den måde fejer bort med vort »undskyld«, bliver ikke fjernet, men bliver snarere lagt »på mødding«. Stanken vil senere brede sig!

Skyld lukker vore hjerter til og isolerer os fra hinanden og fra Gud. Når vi siger undskyld for at undgå at ydmyge os selv og bøje os for hinanden, burde vi snarere sige: »Ond skyld!« For skylden bliver jo ikke undskyldt på den måde, men bliver til noget ondt imellem os. Og det onde vil vokse og ødelægge os.

Hvad siger Kristus til det? Han siger først: "Jeg har allerede har båret din onde skyld." Det gjorde han på korset. Dernæst: "Jeg kender og vil lytte til din onde skyld, som giver dig ond samvittighed." Derefter: "Dine synder er tilgivet!" Det siger han i evangeliet og gennem den tjener, som under tavshedspligt har lyttet din onde skyld. Og til sidst: "Tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus!" Han taler ind i dit og din menigheds hjerte, for at I skal være gode ved hinanden.

Uge 38, 15.-21. september 2025

Skylden skal frem!

Og forlad os vor skyld! (Matthæus 6,12)

Det er ikke rart, når gammel skyld graves frem. Og hvis det skete ikke står ikke til at ændre, hvad nytter det så at bebrejde sig selv længere? Alligevel kan det være vanskeligt at komme videre, hvis man slet ikke gør noget! For den gamle skyld kan blokere og låse os til, både i vore følelser og handlinger.

Tonsvis af skyld er begravet i menneskehjerter, fordi man ikke magter at tage den frem og ikke ved, hvordan man får den fjernet for alvor.

Men se engang, hvad man gør ved en kristen begravelse. Den afdøde fjernes ikke ubemærket, men bæres ind i kirken. Mens kisten står på gulvet tales der åbent om skyld og død, om savn og sorg og om Kristus og opstandelsen. Sådan skal vi også gøre i vort personlige liv. De svære ting skal kaldes ved rette navn. Og de skal bæres der hen, hvor tilgivelsen og opstandelsen regerer. Altså ikke gemmes væk fra Gud eller fra de mennesker, som er berørt deraf. Skylden skal ikke begraves i stilhed. For da kommer vi aldrig videre. Da vil den plage os igen og igen og ramme os på dommens dag. Skylden skal frem som syndsbekendelse. For Jesus Kristus tilgiver.

Jesus tog selv apostelen Peters skyld frem efter sin opstan­delse. Han talte med Peter om hans fornægtelse og fald. Han spurgte til det, som ingen andre turde røre ved. Og han fik på den måde sin discipel tilbage. Tilgivelsen gav Peter en ny begyndelse.

Det er et vovestykke at tage skylden frem. Men det går ikke galt, hvis Jesus Kristus er til stede.

Uge 37, 8.-14. september 2025

Hvis er skylden?

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere! (Matthæus 6,12)

Skylden skal væk! Vi har alle brug for det. Vi kender det fra børn. Allerede før nogen har spurgt, hvordan det gik til, at ruden blev smadret, siger den, som gjorde det: »Det var ikke mig!« Skylden skal væk.

Når vi som voksne gør det samme, fører det ikke i befrielse, men i forbandelse. Vi giver sorteper videre. Vi løber fra vores ansvar. Og hvad sker? Vi mister vore nærmeste, når vi giver dem skylden. Vi bliver ensomme og endnu mere skyldige.

Bedre går det ikke, når vi giver samfundet eller skæbnen skylden og ansvaret for det, som er gået galt. Man er i færd med at lægge ansvaret for livet fra sig. Derfor er det vigtigt at lægge mærke til symptomerne. Det kan f.eks. være, at skyldfølelse er ved at blive en sjældenhed og at selvmedlidenhed er ved at blive noget almindeligt hos os. Du går ikke længere i dig selv, men undskylder dig. Du beder ikke mere om tilgivelse, men om forståelse. Du får lagt dit horoskop hos »skæbnen« og lader skylden overdøve af din travlhed på arbejdet. Eller du drikker dig langsomt ihjel. Og det alt sammen er ikke længere din skyld, men »de andres« eller skæbnens.

Er der noget værre, end når du ikke længere har nogen skyld? Så er du jo blevet ansvarsløs! Og livet er ved at blive ligegyldigt og menings­løst! Der er kun håb for os, hvis vi lader os kalde tilbage til vort ansvar og skyld. Da giver det mening at være sammen med andre skyldnere og bede: »Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere!«

Tilgivelsen hos Jesus Kristus er den stærkeste magt i verden, fordi han én gang for alle har båret vores skyld.

Uge 36, 1.-7. september 2025

Fremmed og tilflytter

Flygtninge og indvandrere er ikke de eneste frem­mede i Danmark! Der er også mange danskere, som føler sig frem­med overfor sig selv og overfor deres nærmes­te. Kend­er du ikke også til opleve­lsen af at være fremmed og på flugt?

Fremmed? ... fremmed i din egen daglig­stue; frem­med ved køkkenbordet; fremmed overfor dine børn, overfor din ægtefælle eller partner; fremmed overfor din arbejdskammerat og din nabo. Flygtning? ... på flugt på grund af misforståelser, du ikke kan overvinde; på flugt på grund af beskyldninger, som du ikke kan få bugt med; på flugt fra forpligtelser, som du efterhånden ser som en trus­sel mod dit liv; på flugt fra de krav, som du ikke længere kan leve op til. Derfor er du blevet en fremmed og en flygtning, som på må og få jagter efter en mening og lykke, som måske ikke mere findes for dig? Hvem ved?

Men du er ikke den eneste eller den første, som har følt det sådan. I bibelen beskrives menneskelivet netop sådan. Kong David sagde ved slutningen af et langt liv: »For dig, Gud, er vi fremmede og tilflyttere ligesom alle vore fædre. Vore dage på jorden er som skyggen, der er intet håb« (1 Krøn 29,1­5).

Der findes én eneste flugtvej. Flugtvejen er Jesus Kristus og troen på ham. I troen på ham finder du hjem, hjem, hvor du egentlig hører til. Hos ham er der tilgivelse fra alle beskyldningerne og ny kraft til de forpligtelser, som hører dette liv til. Flugtvejen fører ind i den kristne menighed, fordi Jesus Kristus har lovet at være til stede der med sit ord og sin tilgivelse.

Uge 35, 25.-31. august 2025

I tro gik de gennem Det røde Hav

I tro gik de gennem Det Røde Hav som på tørt land, mens egypterne druknede, da de prøvede det samme. (Hebræerbrevet 11,29)

Hvordan blev havet åbnet, så de kunne gå igennem? Det var Gud, der skabte vej. Skabte den midt i havet. Og de gik på vejen i fast tillid, fordi de var overbevist om, at det var Gud, som havde åbnet. I tro gik de på vejen.

Der skal skelnes mellem Guds gerning og troen. Det Gud gør og troen hører sammen. Men er ikke det samme!

Ordet fortæller først om Guds gerning: Moses rakte sin hånd ud over havet, og hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land. (2 Mosebog 14)

Det var Guds gerning. Gud gjorde det, mens de var bange. Gud gjorde det for dem, selv om de havde anklaget Moses for at have forført dem ud i død og undergang. Gud åbnede vejen, livets vej, for dem, før de troede at det var muligt. Sådan blev Gud også menneske og frelste os ved sit liv, sin død og opstandelse, mens vi var fortabte.

Dernæst fortæller ordet om Troen: Vandet kløvedes, så israelitterne kunne gå tørskoet gennem havet, og vandet stod som en mur til højre og til venstre for dem. (2 Mosebo 14)

Vandet kløvedes ikke, fordi de troede, men så de kunne gå tørskoet gennem havet i tro. Troen stoler på, hvad han har gjort og vil gøre for os. Mens vi endnu var modstandere, vantro, ugudelige og fjender, ofrede Gud sin Søn for os, så vi kan tro. Så vi kan vandre med håb i dødens verden. Gennem havet – i tro.

Der er virkelig vej gennem døden. Jesus gik den for os. Han døde og opstod for os. Og der er en åben vej. Derfor tror vi og får det evige liv. Amen.

Uge 34, 18.-24. august 2025

I tro indstiftede Moses påsken

Moses havde været fårehyrde i 40 år i Midjans land. Han var uønsket i Egypten som en tidligere kronprins, der havde fornægtet Egyptens herlighed og ære.

Nu var han vendt tilbage til sit folk og sin slægt i Egypten. Men det var ikke hans eget påfund. Gud havde kaldet ham.

Sammen med sin bror, Aron, havde Moses udfordret Farao: ”Lad mit folk gå! siger Herren.” Men Farao sagde ”Nej!” Og da sendte Herren ni plager over Egypten. Men forgæves.

Til sidst sagde Herren til Moses: Du skal indstifte påsken. Du skal tage et lam. Og jeg vil ved lammets blod udfri mit folk. (2 Mosebog 12) Det gjorde Moses – i tro. For det var jo ellers det mest svage og latterlige tegn, som man kunne forestille sig: Lammet og lammets blod på dørstolperne. Skulle det kunne redde fra døden og dommen i Egypten? Ja.

Se, Guds lam, som bærer verdens Synd. Lammet pegede hen på Jesus. Se hen til ham, Jesus, Guds Lam!

Uge 33, 11.-17. august 2025

I tro som ung og voksen

I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje. I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige. (Hebræerbrevet 11,25-27)

Guds gode vilje med MOSES var at redde ham, bevare ham, bruge ham, sørge for ham og frelse andre ved hans tjeneste.

Hvordan skete Guds vilje med ham? Ved at give Moses troen, så han levede i tro. Moses blev som spæd reddet ved, at andre handlede i tro og beskyttede Moses. Og da han selv blev ung og voksen, levede han i tro, blev frelst i troen og blev brugt af Gud ved samme tro.

I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter.... I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige.

Sådan ledte Gud Moses ved at give ham troen og lade ham leve i tro og tillid.

På samme måde med os. Når Gud giver os tro på, at vi hører med i hans folk, og at hans vilje i De ti Bud er det bedste, og at hans frelsesvilje i Kristus omfavner os, da sker hans vilje med os. Han frelser os, og han bruger os i sin tjeneste.

Derfor beder vi: "Ske din vilje som i himlen, således også på jorden." I tro på Jesus Kristus kan vi bede Gud om at lade hans vilje ske med os.

Det vil sige: Guds gode, nådige vilje sker vel uden vor bøn; men vi beder i denne bøn, at den også må ske hos os.

Hvorledes sker det? Når Gud bryder og hindrer en­hver ond plan og vilje, der ikke vil lade os hellige hans navn og ikke lade hans rige komme, hvad der jo er Djævelens, verdens og vort køds vilje, men styr­ker og bevarer os faste i hans ord og i troen på ham til vor sidste stund. Dette er hans nådige, gode vilje.

Så beder vi også i dag: Ske din vilje med os, kære Far i Himmelen.

Uge 32, 4.-10. august 2025

I tro blev den nyfødte holdt skjult

I tro blev den nyfødte Moses holdt skjult af sine forældre i tre måneder, fordi de så, at den lille dreng var dejlig, og de lod sig ikke skræmme af kongens befaling. (Hebræerbrevet 11,23)

Andres tro reddede Moses og mange andre nyfødte drengebørn i Egypten. Moses fortæller i 2 Mosebog 1, at jordemødrene frygtede Gud og undlod at gøre, hvad egypterkongen havde befalet dem; de lod drengene leve.

Sådan blev vi også hjulpet, da vi blev født. Af en jordemoder! Af en læge. … Gud hjalp os gennem andre mennesker. Vi blev ikke aborteret, men fik lov at leve. Se, hvordan Gud bruger mennesker, når han hjælper os!

Moses fortæller, at egypterkongen kaldte jordemødrene til sig og sagde til dem: «Hvorfor gør I det? I lader jo drengene leve!» Men jordemødrene svarede Farao: «Hebræerkvinderne er ikke som de egyptiske kvinder. De er mere livskraftige, og de har født, inden jordemoderen når at komme.» De gav et godt svar.

Men må man godt beskytte mod mord ved at skjule og ikke fortælle, hvor morderne kan finde offeret. JA. I nødværge! I tro. De frygtede Gud. De stolede på Gud. Moses blev holdt skjult i 3 måneder. Hans forældre og søster hjalp! …

Jo, Gud har brugt mennesker, så vi kunne overleve: Mor og far og søskende! Og det gør han også i dag.

Moses mor og far hed Jokebed og Amram. Amram blev 137 år. Han var med ved udfrielsen af Egypten og gik med sit folk gennem Det røde Hav. Forældrene fik lov at se, hvordan Gud frelste sit folk ved deres lille dreng, Moses.

Forældre gør godt mod deres børn i tro. Vi får lov at hjælpe hinanden i tro også denne dag, ligesom vi er bliver hjulpet af Gud gennem andre, som gør så meget godt for os i tro.

Uge 31, 28. juli - 3. august 2025

Takke og dele

Så lod han skaren sætte sig på jorden; og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, for at de skulle dele dem ud; og de delte dem ud til skaren. De havde også et par småfisk; og han velsignede dem og sagde, at de også skulle dele dem ud. (Markus 8,6)

Jesus takker for brødene, før han gør noget med dem. Derefter giver han dem til disciplene. På samme måde med fiskene. Han velsigner dem og siger, at de skal dele dem ud.

Her lærer han os at takke og dele.

1) Takke og velsigne maden.
Maden bliver forvandlet, når vi takker for den. Den bliver velsignet. Og da sluger vi den ikke som om det hele kom fra os selv. Vi er glade. Vi sidder der ved aftensmaden og kigger på mor og far og søskende. Tænk, at Gud har givet mig dem! Tænk, at han giver mig mad!

2) Dele med vore nærmeste og med andre.
Disciplene delte ud til skaren. Og tænk, der var nok! Hvis de holdt det for sig selv, havde de kun haft nok til dem selv. Sådan også med det, Gud giver os. Hvis vi holder det for os selv, strækker det lige netop til. Vi formår jo at bruge alt det, vi tjener på os selv. Desværre. Men deler vi det med andre, vil der være mere end rigeligt.

Hvem skal vi da dele med? Hvor skal vi dele med andre? I familien! I ægteskabet! I menigheden! I naboskabet! Eller vil vi kun tænke på os selv? Da svigter vi faktisk både os selv og andre og vanærer Gud.

Vor Herre Jesus blev selv fattig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige (2 Kor 8). Han påtog sig vore synder. Han døde på korset. Han er Livets brød. Og han samler os hver søndag i sin kirke og giver os tilgivelse og fremtid. Han takker for os og velsigner os.

Uge 30, 21.-27. juli 2025

De fulgte ham 

Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. (Lukas 5,11)

Efterfølgelse. Er det svært at efterfølge Jesus? Er det en præstation at være kristen? Klarer du det? Skal man udrette noget særligt, hvis man efterfølger Jesus? – Det tænker vi måske, at vi skal. Efterfølgelse. Men hvordan kan det egentlig være svært at efterfølge Jesus? ”Efter” betyder jo, at han er foran. Du er bare med. Han tager knubsene. Du er bare med. Han viser vejen og går den foran dig. Du følger bare efter.

Er det mon svært for en flok ællinger at følge efter andemor? Nej, det er deres redning. Og hun rapper og sørger hele tiden for, at alle er med. Det er hende, der præsterer og frelser sine ællinger. Efterfølgelse er ikke svært, når man er ælling.

Sådan er det også at efterfølge Jesus. Det er fællesskab, tryghed. Det er vejledning og håb. Det er ”at være hos”. Ja, det er også at være ”i”, være i ham. Det er lykke, når så meget mislykkes. Det er håb, når det ellers ville være håbløst. Det er tilgivelse, når vi er skyldige. Det er vores redning, når skrigende sølvmåger angriber og vil opsluge ællingerne.

Uge 29, 14.-20. juli 2025

Der bliver kaldt på os

Gud, vores Skaber og Frelser, kalder. Vore medmennesker kalder. Og det er disse kald, som giver livet mening. Den ægte og oprindelige mening.

Det giver mening at tage på hytte-ferie med nogen, som har indbudt os, i stedet for at drive rundt alene i ferietiden. Det giver mening at tage på arbejde om morgenen, når der er et stykke arbejde, som venter på os. Det hører til livets inderste mening at lave mad og vaske tøj for de andre i familien og kalde og sige “værsågod!” Det fylder også livet med mening og glæde at arbejde som volontører for børn på et børnehjem i Brasilien - også selv om man ikke får penge for det.

Vi lærer både Gud og os selv at kende, når vi hører ham kalde på os, og når vi ser os selv og hinanden dette lys.

Søndagens evangelium Lukas 5 fortæller, hvordan Gud kaldte apostlen Peter. Det bliver tydeligt for os, at hans arbejde her i livet havde været utænkeligt uden Guds kald. De valgte ikke selv opgaven. Og alligevel var det et kald, som var frivilligt. Han kunne have sagt nej, men sagde ja. Han fik et vanskeligt liv, men det liv, Gud kaldte ham til at leve.

Sådan kalder Gud også os til at være sine børn ved tro og dåb, og derpå kalder han os på arbejde i de livsvilkår, han giver os. Her kan vi leve og arbejde trygt i tro på Jesus Kristus, vor Herre.

Uge 28, 7.-13. juli 2025

Brug for barmhjertighed

Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig (Lukas 6,36)

Jesus Kristus viser os, at vi har brug for barmhjertighed. Han siger: Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes. Fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes! Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer! Hvorfor ser du bjælken i din brors øje, men splinten i dit eget øje lægger du ikke mærke til. Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje.

Det rammer mig. Det rammer os. At have fået nok af et andet menneske, det kender vi til. At have svært ved at tilgive. At holde vor overflod for os selv og ikke give. At se splinten i den andens øje, men ikke lægge mærke til bjælken i vort eget!

Se, det er alt dette, som gør, at vi har brug for barmhjertighed. Ja, et offer! En stedfortræder. En, der tager dommen på sig og fordømmes for os. En, som på korset beder: ”Far, tilgiv dem!” En, som blev beskyldt for alt det, vi havde og har på samvittigheden. Han fik bjælken, ja to bjælker. Og de blev til et kors. Og der hang han for at vi kunne blive ofre for hans barmhjertighed.

Uge 27, 30.6.-6.7 2025

Uge 26, 23.-29. juni
(ANDAGT fra "Et år med Luther" til 20. juni, side 188)

Først og fremmest

Først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. (Ordsprogenes Bog 10,12 og 1 Petersbrev 4,8)

På grund af vores selvtilfredshed er vi altid optaget af selv at fremstå smukke og lydefri og har ikke øje for, hvad der er godt ved vores næste. Og hvis vi bliver opmærksomme på den mindste lille fejl, lader vi den optage hele udsigten og gør den så stor, at vi ikke kan se noget som helst godt for den, om så vi havde øjne som en falk og vores næste et ansigt som en engel. ...

Hvor der nu opstår en sådan kødelig uvane blandt kristne, begynder dømmeriet, så jeg øjeblikkeligt foragter og fordømmer en anden, hvis han snubler eller er svag. Og han gør det samme mod mig ... måler mig med samme mål og søger og påtaler udelukkende det værste, han kan finde hos mig.

På den måde bliver kærligheden helt og aldeles undertrykt, og tilbage står en højlydt indbyrdes biden og snappen, indtil de helt fortærer hinanden og bliver ganske ukristelige.

Uge 25, 16.-22. juni 2025

Den retfærdighed, som redder

”for enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses” (Romerbrevet 10,13).

Apostlen Paulus nævner dette vers fra profeten Joel som begrundelse og bekræftelse på det, han har sagt forud om retfærdighed. Han har fortalt om den retfærdighed, som kommer af loven, og den retfærdighed, som kommer af troen (Rom 10,5-8).

Den retfærdighed, som kommer af loven, opnår vi, når vi gør, hvad loven kræver. Og her slår ingen af os til! Loven kræver fuldkommen kærlighed, sandhed, mildhed og godhed. Vi ejer ikke sådan en retfærdighed.

Den retfærdighed, som kommer af tro er anderledes. Den siger sådan: «Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte,» og det ord er troens ord, som vi prædiker. For hvis du med din mund bekender, at Jesus er Herre, og i dit hjerte tror, at Gud har oprejst ham fra de døde, skal du frelses (Rom 10,8-9).

Retfærdighed er et absolut krav til os! Guds lov kræver det. Vi skylder Gud ære og tak, men har ikke givet ham det. Og vi skylder at elske og ære ægtefælle, elske og sørge for søskende og familie, vise trofasthed i menighed og naboskab og arbejde til gavn for vor næste. Men vi har svigtet. Gud kender alt og ved det hele. Og vore medmennesker ser alt det, vi ikke formår at skjule og dække over. Dømt og fordømt.

Men lige her er det, at Gud frikender os ved at give os retfærdigheden af tro. Troen giver Gud os, når vi hører evangeliet, at Jesus døde for vore synder på korset og vandt over døden, da han opstod fra graven. Han erklærer os retfærdige, mens vi hører, at han er vor Frelser. Troen er dette enkle: at råbe til Herren og kalde på ham. ”For enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses” (Rom 10,13). Så enkelt er det at blive reddet fra sin uretfærdighed.

Uge 23, 2.-8. juni 2025

Hårde, vantro hjerter

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse (Markus 16,14).

Apostlene troede ikke på det, da kvinderne fortalte, at Jesus var opstået og levede. De troede det bare ikke! - Men måske var de lovligt undskyldt? Nej! For Jesus bebrejdede dem deres vantro. Så burde de altså have troet! Jesus havde jo også fortalt dem forud både om sin død og opstandelse. Det stod skrevet også overalt hos Moses og profeterne. Jesus havde undervist dem om det igen og igen. Men de troede ikke på ham. - Markus forklarer, at årsagen var deres hårde hjerter. Det er bemærkelsesværdigt, at de mænd, Jesus havde udvalgt til at være apostle, selv havde hårde hjerter og var vantro.

Så ved vi, at alle skeptiske argumenter overfor Jesus og evangeliet stammer fra et hårdt hjerte. Derfor er der kun én vej til tro: at det hårde hjerte går i stykker. Profeterne fortæller, at Gud løser problemet med de hårde hjerter. Han lovede simpelt hen at fjerne stenhjertet i sit folk: Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød (Ez 36,26). 

Hvordan det går til, fortæller Jesus nu til dem, med de hårde hjerter: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes" (Mark 16,15-16). Derfor er troen og menneskers genforening med Gud ikke en umulighed. Når evangeliet om Jesus bliver prædiket kan det overvinde og overmande vantroen. Når stenhjertet hører evangeliet, kan det forvandles til et kødhjerte.

Uge 21, 19.-25. maj 2025

Når vi ikke kan bede, kan vi lytte

Der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn. (Johannes 16,25-26)

Hvad skal jeg så gøre, når jeg ikke kan bede? Lytte til Jesus! Læse Johannesevangeliet kapitel 13-17 og lytte. Høre evangeliet fra Matthæus, Markus, Lukas og Johannes om søndagen og lytte. Bønnen er en gave fra vor Herre Jesus, når vi lytter. Han gav den til disciplene i påsken, hvor han døde og opstod for dem. Den dag, hvor de forstod, at han måtte lide alt dette for dem, på den dag bad de.

Og den dag, vi lytter til evangeliet og hører om hans kærlighed til os, på den dag og i den time beder vi. Bønnen kommer til os med Evangeliets ord.

Jesus uddyber ved at fortælle disciplene, at han vil tale åbent og ligeud til dem efter sin død og opstandelse. "Der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn ..." 

Før sin død og opstandelse talte Jesus ofte til disciplene i billeder fra Gamle Testamente. Fx billedet om hyrden og fårene. Og billedet med offerlammet. Det var billedtale, som skulle tolkes og udlægges. Og det var ikke altid så let at forstå. Men efter sin død og opstandelse, talte han til dem direkte og ligeud, nu da han var død på korset og opstået fra graven.

Evangeliet i Nye Testamente siger det ligeud: ”Guds Søn døde for jer! Han bar jeres skyld.” Det er ikke billedtale, men direkte tale om, hvad han helt konkret har gjort for os.

Den dag, vi hører det, ved vi helt sikkert, at alt i vort liv afhænger af ham, og at Jesus ER vores frelser. Og da tør vi komme til Gud i Jesu navn.

Uge 20, 12.-18. maj 2025

Er det Helligånden, der taler?

Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. (Joh 16,13-14)

Hvordan kan vi vide, om Helligånden taler, eller om det er menneskets ånd, tidsånden, vore egne tanker, bare noget, vi siger til os selv? Hvordan kan vi vide, om prædikenen i kirken er noget, præsten har talt til sig selv eller om det er Gud, der taler, Guds ånd, der taler gennem ham?

Svaret er enkelt. Hvis der tales om Jesus, sådan som Skriften taler, så er det Helligånden, der taler. Jesus siger om Helligånden, at han ikke skal tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det.

Den samtale, som fandt sted mellem Jesus og disciplene aftenen før hans korsfæstelse og død, har HELLIGÅNDEN mindet apostlene om, så de skrev den ned, så vi også kan læse den. Derfor er det Helligånden, der taler, når vi hører evangeliet. Helligånden, som taler til os, når Jesus bliver herliggjort. Ikke den Jesus, vi tænker os til og selv opfinder, men den Jesus, som apostlene ved Helligåndens vejledning og inspiration vidner om i de fire evangelier og i apostlenes breve. Hører vi dem, da er det Helligånden, der taler til os. Og hører vi en prædiken, som forkynder Kristus i overenstemmelse med apostlenes lære, da er det Helligånden, der taler til os.

Uge 19, 5.-11. maj 2025

Uge 18, 28. april - 4. maj 2025

Uge 17, 21.-27. april 2025

De diskuterede ikke, men delte troens glæde med ham

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: «Vi har set Herren.» Men Thomas sagde til dem: «Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.» (Johannes 20,24-25)

Jesus kom påskedags aften til apostlene efter sin korsfæstelse, begravelse og opstandelse. Han sagde til dem: "Fred være med jer!" Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. (v19).

Men disciplen Thomas manglede. Og da de 10 senere fortalte ham, at de havde set Herren, var han skarp i sin kritik: «Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.» (v25)

Hvad mon de svarede ham? Hvordan argumenterede de for deres glæde? Evangelisten Johannes, som selv var til stede, nævner ikke deres svar. Hvorfor mon ikke? Måske fordi de undlod diskussionen med Thomas. De gav ham blot deres glæde og fortalte: "Vi har set Herren." Resten tog Jesus sig af. Sådan fik Thomas troen.

Når vi læser og hører den Evangelie-Bog, som Johannes skrev til os, tager Herren sig også af vores skepsis og tvivl og giver os troen. Om bogen fortæller Johannes nemlig: Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. (v30-31).

Uge 16, 14.-20. april 2025

Tvang

På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. (Matthæus 27,32)

Det er ikke godt, når mennesker tvinger hinanden. Det må de ikke. Det må vi ikke. Men Gud må godt! Og Gud gør det.

Gud pålagde Adam og Eva vanskelige kår, efter de havde brudt med ham. Det var en tvang, da Gud Herren sagde, at kvinden skulle føde børn i smerte, og at manden skulle svede for at skaffe mad til familien. De havde ikke noget valg.

Gud lader også os leve under vanskelige kår. Vi kan ikke undslippe sygdom og død. Ingen kan. Vi er tvunget.

Vi synes ikke om det, når Gud tvinger os gennem naturen og gennem det, der sker omkring os. Men han gør det alligevel. Samtidig velsigner Guds os i rigt mål med alt muligt godt, så øjnene stråler. Men blikket bliver mat igen, når vi ser ind i lidelsen, vor egen lidelse og andres, og når vi erkender vores skyld og mærker døden.

Simon fra Kyrene blev tvunget til at bære Jesu kors bagefter Jesus på vej til Golgata. Han kunne ikke undslå sig. Sådan kan du også føle dig tvunget af vanskelige vilkår i din hverdag. En tung skæbne, du kan ikke undslippe. Og kan der komme noget godt ud af det?

Ikke, hvis vi vandrer med det alene. Men det gjorde Simon fra Kyrene jo netop ikke. Han gik lige efter Jesus med korset. Jesus gik foran ham. Lige foran.

Det er godt at se Jesus, Herren, gå lige foran, når livets Gud påtvinger os svære vilkår. Og vender du dig om, så er Herren også bag dig. Og hvem går dér ved din side? Du ser måske ingen. Men med med troens øjne ser du, at din Herre er ved din side og omslutter dig bagfra og forfra. Han lægger sin hånd på dig. Sådan siger David i Salme 139.

Da må du bede til ham med tak og sige: "Tak, Herre, at du påtvinger mig de vilkår, som er blevet mine. Tak, at du omslutter mig bagfra og forfra! Tak Herre Jesus, at du går foran mig. Da giver det mening at bære det kors, du har lagt på mig. For du døde på korset for mig."

Uge 15, 7.-13. april 2025

Søndags-forberedelser

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: «Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.» Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. (Matthæus 21,1-5)

Palmesøndags evangelium er en beretning om, hvad der skete! En af dem, som var med, fortæller om forberedelserne. Han var øjenvidne. Matthæus. Han fortæller, at det, der skete dengang i Jerusalem, var en opfyldelse af Guds løfter ved profeterne. Han siger til os med profetens ord: ”Se, din konge kommer til dig!”

Og tænk, det sker også i den kristne gudstjeneste denne påske. Ja, det sker hver eneste søndag, når Gud samler mennesker i sin kirke om Evangeliet, Dåben og Nadveren. Disse kristne forbereder sig til at synge glad: ”Her er han, som vil favne dig med sin kærlighed, her er han, som vil gavne dig med sin blodig sved.” ”Her er han som vil bære en tornekrans for dig, her er han som skal være din drot evindelig”.

Dengang i Jerusalem bad Jesus sine disciple om at forberede indtoget. To af disciplene hentede æslet og føllet. De andre lagde deres kapper på æslet som saddel. Og folkeskaren skar grene af træerne og lagde dem på vejen for deres konge. Og der blev sunget "Hosianna!" "Herre, frels dog!"

Herren har også os i gang denne uge. Der bliver forberedt. På søndag ser vi resultatet. Blomster på alteret. Nye skønne lys. Et sølvbæger med vin og en tallerken med brød. Salmenumre på væggen. Organisten har øvet. Tre læsninger fra Den hellige Skrift er forberedt. Og en prædiken er ved at blive skrevet under bøn til Helligånden. Alt er næsten klar.

Kirken er Frelsens Hus, når kristne samles om Evangeliet. Se, din konge kommer til dig på søndag! Han indbyder dig til at være med. Når de hellige sakramenter forvaltes, forberedes der med Guds ord, så de kan modtages i tro. Både dåb, skriftemål og nadver. Derfor beder vi for menigheden og for Ordets tjenere. Vi synger: "Hosianna!" "Herre, frels dog!"

Uge 14, 1.-6. april 2025

"Herren er med dig!"

Og englen [Gabriel] kom ind til hende [jomfru Maria] og hilste hende med ordene: «Herren er med dig, du benådede!» Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: «Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. (Lukas 1,28-31)

Men Englen sagde: "Herren er med dig! Du er benådet. Du har fundet nåde hos Gud. Du er velsignet. Frygt ikke!" 

Gud kommer på samme måde til os, når vi synes, at livet er uoverskueligt, når vi bliver bange og frygter. Ja, vi frygter måske, fordi Gud kommer til os. Sådan frygtede jo også Simon Peter, da han havde fanget så mange fisk og erkendte, at Jesus var Guds søn. ”Gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand!” sagde han. Men Jesus sagde: ”Frygt ikke!” til ham. Det sagde Gabriel også til Maria: ”Frygt ikke! Du har fundet nåde hos Gud! Herren er med dig!” 

Det samme siger Herren til os hver eneste søndag. Derfor møder vi i gudstjenesten hinanden med denne hilsen: ”Herren være med ... med dig, med jer”, fordi det var sådan det begyndte, da Guds søn blev menneske. Vi ønsker det for hinanden. Menigheden synger tilbage: ”Også med dig!” ”Og med din ånd!”

Det lyder ind i din ensomhed og frygt, når du føler dig totalt alene med svære ting. Da sender han sit ord, som siger "Frygt ikke!" ”Herren er med dig!” Hilsenen er fyldt med den sandhed, som der fortælles om i Salme 139: ”Jeg er underfuldt skabt. Jeg blev vævet af dig. Da jeg endnu var et foster, havde du mig for øje. Alle dagene stod skrevet i din bog, før en eneste af dem var kommet!” 

Herren siger til dig: "Jeg skabte dig i moders liv. Jeg fødte dig derpå i dåbens bad, så du blev mit kære barn." Han gav dig troens liv - måske fra du var spædbarn. Og han bevarede dig i troen indtil i dag, eller han kom til dig i dit voksenliv og gav dig troen tilbage. Du hørte ham sige hver søndag: "Herren er med dig!"

Sådan sker underet, at Herren fødes i vore hjerter ved Guds Ånd og Guds Ord.

Uge 13, 24.-30. marts 2025

"... men hvad er det til så mange?"

Jesus havde spurgt sine disciple, hvordan 5000 tilhørere fik noget at spise på et øde sted. En lille dreng gav 5 brød til Jesus. Apostlen anså det for håbløst med ordene: "Hvad er det til så mange?"

Kan du ikke høre dig selv sige sådan? "Hvad nytter det, en lille dreng har? Og hvad nytter mit lille biddrag i min kirke? Hvad nytter min bøn? Og hvad nytter det at tro på Gud, når hans kirke ser fattig og elendig ud?"

Når vi tænker og taler sådan, taler vi imod Guds godhed og omsorg, som om vi selv var Gud og skulle sørge for alt. Det er gudløse tanker fyldt med mistillid til Guds store løfter til sin kirke. Han har jo sagt: "Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget (Lukas 12,32).

Hvad gør Jesus ved disciplenes mistillid? Han siger ikke "Få folk til at gå hjem." Han siger i stedet: ”Få folk til at sætte sig.” Det er lige det, der er brug for: at vi sætter os og indser, at vi ikke kan udrette noget, men bare må vente på Guds gave til os. Og apostlen Johannes rapporterer:  Mændene satte sig. Mændene! De, som ellers smøger ærmerne op og siger: ”Det her skal ordnes. Og det er os, der skal gøre det!” De satte sig.

Det er et stort under, når mænd sætter sig og venter sig alt godt af Gud og ikke mener, at de selv skal klare det. Da har de jo fået troen på, at Gud redder uden deres indsats og gerning.

Bøn: Herre Jesus, giv os den samme tro, som mændene fik i ørkenen, da du gav dem mad. Amen.

Uge 12, 17.-23. marts 2025

Bedrag og moderne vantro

... Så går den [onde ånd] ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.» Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: «Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!» Men han svarede: «Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!» (Lukas 11,26-28)

Det er ikke rart at blive snydt. Og det er endnu værre at blive bedraget. Men værst af alt er at bedrage sig selv. Selvbedrag kan ingen rede sig selv ud af. For man er jo blevet sin egen bedrager. Da behøver vi virkelig hjælp. Sandhed og tilgivelse.

Djævelen arbejder forbitret på at tømme vores andagtsliv for indhold og dreje kirkens budskab bort fra det, Herren gjorde for os ved sin fødsel, liv, lidelse, død og opstandelse. Hvis det sker, da er der plads igen til det, der er værre, ja, meget værre end synd og skyld, som dog kan tilgives. Syv gange værre. Nemlig den moderne vantro, som ikke længere agter evangeliet for noget værd. Og hvem er der så til at redde os ud af bedraget?

Vi får hjælp gennem Jesu ord til en begejstret kvinde i evangeliet. Hun udbryder: Hvor må det være stort at have fået lov til at føde det barn, som er blevet til noget så stort. Tænk at have været den mor, som gav ham bryst. Åh, hun er salig, hvis nogen overhovedet kan være det.

Hertil siger Jesus: Javist. Men det er der nu kun én kvinde, der kunne være salig på den måde, nemlig Jesu mor, jomfru Maria. Nu gælder det i stedet jer. Men der er også salighed til jer: Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det.

Uge 11, 10.-16. marts 2025

En kvinde i lidelse lærer os at bede

Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: «Herre, hjælp mig!» (Matthæus 15,25)

Jesus tog disciplene med til udlandet, til Sidons og Tyrus' område. Han ville lære dem at bede. Forinden havde han lært dem Fadervor. Og de kendte Salmernes Gob, som er fuld af de bønner, Gud gav sit folk i Gamle Testamente. De er også Guds gave til os, når vi skal bede.

Men én ting er at have fået bønnens ord. En anden ting er at bede dem i sin nød. Derfor tog Jesus sine disciple med til udlandet, hvor de var alene med ham. Og dog ikke helt alene. For da kom en kanaanæisk kvinde og råbte: «Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.» (Matt 15,22).

Det var meget forstyrrende for disciplene. Og de bad Jesus om at få hende til at gå sin vej. De var jo igang med undervisning. Men kvinden var netop den undervisning, de havde brug for. Kvindens nød. Kvindens nødråb. Kvindens tro på Jesus som sin Herre. Kvindens erkendelse, at hun var totalt uværdig. Kvindens tillid til Davids Søn, Jesus.

Kvinden havde hørt om Jesus. Hun havde fået troen på, at han var Davids Søn, den Frelser, som skulle overvinde den onde blive til velsignelse for alle folkeslag! Og hun råbte. ”Forbarm dig over mig!” Det er den kristne tro. Det er tro på Kristus.

Den store tro har en stor nød og en stor Herre. Det er den store tro. At regne Jesus for den, han er. Davids Søn. Din konge. Herre over alle ting i dit liv og i dine børns liv, i din ægtefælles liv og i dine forældres liv, og i din nabos liv og i hendes liv, som du kender fra arbejdspladsen. Bed til Jesus! Han er din Frelser!

Uge 10, 3. - 9. marts 2025

En indskydelse med et rimeligt spørgsmål

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: «Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.» (Matthæus 4,1-3).

Jesus hørte en stemme tale til sig. Hvor kom den fra? Fra Skriften? Nej, et andet sted fra! Ubestemmeligt. En tanke. En indskydelse. Det var den Onde, Djævelen. Sådan er fristelser uden afsender, navnløse, for at vi skal overveje, om ikke det er en god ide, en mulighed, ja, det bedste for os.

Den Onde var snedig. Han vidste, at Jesus stolede på sin Far i himlen og holdt fast ved Ordet i Skriften og Ordet fra himlen, som han havde hørt ved sin dåb "Det er min elskede Søn!" (Matt 3,17) Derfor modsiger Djævelen ikke Gud, men spørger i stedet: ”Når du nu er Guds Søn, så prøv lige at se dig omkring. Nu har du fastet i 40 dage. Og der er kun sten og støv. Gør noget ved det – for din egen skyld! Du kan, hvad du vil. Gå ud af lidelsen! Gør ørkenen til frugtbar have! Gør den til Eden og Paradis. Det kan du jo.”

Samme stemme talte til Guds Søn, da han hang på korset: "Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!" (Matt 27,40). Det var Djævelen, som talte. ”Hvorfor affinde sig med modgang og lidelse, hvis du er Guds Søn?”

Inde i vort hjerte og tanker kan de samme tanker vokse frem. Hvis jeg er Guds barn, hvorfor er livet da nogle gange en ørkenvandring? Det er en stemme uden afsender. Sådanne virker rimelige og værd at overveje nærmere:
* Hvorfor skal kvinden føde børn i smerte?
* Hvorfor skal manden spise sit brød i sit ansigts sved?
* Hvorfor skal jeg mærke lidelse og sygdom og til sidst dø?
* Hvorfor skal vi vende tilbage til støvet?

Overfor disse spørgsmål siger Jesus: ”Der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver ord, der udgår af Guds mund.” Og det er Guds ord til os! Læs 1. Mosebog kapitel 3. Her er svar på vore spørgsmål. Og midt i svaret fortælles, hvorfor jomfru Maria fødte Guds Søn: For at han skulle knuse Slangens hoved! (1 Mosebog 3,15).

Uge 9, 24. feb. - 2. marts 2025

Tilflugt eller udflugt?

Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. (Matthæus-evangeliet 3,5-6)

Der var dåb ude ved Jordan. Nogle tog derud for at blive døbt. Andre tog blot ud for at se på.

Uge 8, 17.-23. februar 2025

Den, der har ører

Da han havde sagt det, råbte han: «Den, der har ører at høre med, skal høre!» (Lukas 8,8)

Når vi går en tur og ser markerne i februar og marts er det en underlig tanke, at der om ikke længe skal sås de dejligste korn, som kunne være brugt til brød. Men landmanden tror på underet og sår sædekornet. Hvilket samspil mellem jord og korn og landmandens tro!

Der er et lignende samspil mellem ord, der bliver talt, og ører og hjerter, der hører tager imod i tro. Ligesom der er mel og brød på vej, når kornet bliver sået i markerne, sådan er der liv på vej, når Jesus Kristus taler sig ind i vores hjerter.

Når mennesker har vendt ryggen til hinanden, er der kun én måde at ændre det på: nemlig at de begynder at tale sammen igen. Ord fra den ene person til den anden person kan bygge bro. Når Ordet kommer med sandhed og kærlighed, kan det genoprette tilliden.

Sådan får Gud også os tilbage, efter at vi vendte ryggen til ham: Han gør det ved sit ord, ved Evangeliet. Derfor prædikes Evangeliet i den kristne kirke, og ud fra den kristne kirke.

Men hvad så, når Guds ord ikke skaber varig tro hos mennesker? Jesus svarer med lignelsen om sædemanden i Lukas kapitel 8. Og hans konklusion er: "Den, som har ører at høre med, han skal høre!"  

Uge 7, 10.-16. feb. 2025

Der er kun én Herre

For vel er der såkaldte guder, både i himlen og på jorden -- der er jo så mange guder og så mange herrer. Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham. Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham. Men ikke alle har denne kundskab. (1 Korintherbrev 8,5-7)

Jesus er din Herre i personlige kriser, når du mærker skyld og dårlig samvittighed. Han gjorde sig til Herre over al din skyld og skam, da han døde på korset som din stedfortræder og sonede din synd. Og du blev forenet med han ved Ordet, som gav dig troen, og i Dåben, hvor han fødte dig på ny.
JESUS KRISTUS er din personlige HERRE.

Jesus er vor Herre i den kristne kirkes kriser, når uenighed og bebrejdelser vil lamme og splitte. Han har lovet, at helvedes porte ikke skal få magt over hans kirke. Han har lovet, at evangeliet skal forkyndes blandt alle folkeslag, og så skal enden komme. JESUS KRISTUS er din kirkes HERRE.

Jesus er Herre over alle denne verdens riger og regenter. Verdens mange herrer regerer for at få magt og ære. Anderledes med Jesus. Da han blev født i Betlehem sagde englene: "I dag er der født jer en Frelser. Han er Kristus, Herren [KYRIOS]!" Kejser Augustus i Rom kaldte sig selv for Kyrios, men døde. Alle jordiske herrer har deres tid og falder til sidst. Men Jesus forbliver Herre i evighed. Han frelste med sit liv, sin lidelse, død og opstandelse til Gud Faders ære! JESUS KRISTUS er verdens HERRE.

Jesus Kristus er Herre i mit hjerte, i den kristne kirke og i alle verdens lande. Det er trygt, når jeg mærker samvittighedens anklager i hjertet, når falsk lære og liv truer den kristne kirke, og når denne verdens præsidenter og despoter skaber frygt.

Uge 6, 3.-9. feb. 2025

Alene

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. … Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: «Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!» ... Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. (Matthæus 17,1.5.8)

Noget af det første, der siges i Bibelen om mennesket, er, at det ikke er godt, at mennesket er alene. Gud Herren sagde: «Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham» (1 Mos 2,18). Vi erfarer, at det er sandt, fordi vi kender til at være alene. Alligevel er det nogle gange lettest at være alene, fordi vi ikke selv er til at holde ud. Derfor holder vi os for os selv. Eller fordi vi ikke bryder os om andre, fordi de ikke er til at holde ud. Og så vælger vi at være alene.

Vi ved godt, hvor det stammer fra: Fra syndefaldet! Adam og Eva fik hinanden, for at de skulle hjælpe hinanden og ikke være alene. Men de kom bort fra Gud. De mistede tilliden til hans ord. De ville være noget, de ikke skulle være, nemlig uafhængige af deres Skaber. Da voksede bebrejdelser, beskyldninger og dårlige undskyldninger frem. De blev alene. Vi blev alene.

Hvordan kommer vi ud fremmedgørelsen overfor Gud og hinanden? Underligt nok ved at være "alene!" Nemlig alene, sådan som tre disciple var alene med Jesus på bjerget. De så Jesus i hans guddomsherlighed. Og en røst fra himlen sagde: "Hør ham!"

Sådan tager Gud os ud af ensomheden ind i troens fællesskab med sig og med andre ensomme, der hører og tror Guds ord. På bjerget, hvor de så Jesus alene. Og i en kristen gudstjeneste, hvor vi alene med Jesus, vor Frelser, og sammen med andre ensomme alene hos ham.

Uge 5, 27. jan - 2. feb. 2025

Hvorfor er I bange?

Og de kom hen og vækkede ham og sagde: "Herre, frels os! Vi går under!" Men han sagde til dem: "Hvorfor er I bange, I lidettroende?" (Matthæus 8,25-26)

Jesus var sejlet ud på søen i en båd. Og disciplene fulgte med. Da kom en stærk storm, så båden var ved at gå under. Jesus sov i båden. Disciplene gjorde det rigtige: de ruskede i Jesus og vækkede ham. ”Herre, frels os!” Og da spørger han dem: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” 

Er det ikke fantastisk: Der er ingen grund til at være bange, når Jesus er hos os. Lige meget hvad.

Men vi er jo bange. Vi bliver bange. For vi er det, Jesus kalder os: "lidettroende". Vi har den lillebitte tro. Hvor meget tro skal der da til?

Evangeliet om stormen på søen fortæller, at der ikke skal andet til end at kalde på Jesus, vække Jesus i bønnen og kalde på ham i nøden. Som kristne må vi i fra kirkens skib bede de bønner, han har givet os i Salmernes Bog og lært os at bede i Fadervor. Bed i Jesu navn, når du har angst i dit hjerte, krise i dit ægteskab, problemer i din familie, på dit arbejde og i din menighed. Jo, der kommer storme der, hvor dit skib befinder sig. Men Herren er med! Du er jo døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Derfor kan du råbe til ham!

Uge 4, 20.-26. jan. 2025

Betro dig trygt til ham!

Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: «Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.» Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: «Jeg vil, bliv ren!» Og straks blev han renset for sin spedalskhed. (Matthæus 8,2-3)

Ligesom den spedalske ikke vidste, om Gud ville helbrede ham, sådan ved vi heller ikke, hvordan Gud vil føre os her i livet. Heller ikke, når det gælder sygdom. Og vi forstår os ikke på den måde, han har ført os på indtil i dag.

Men ligesom den spedalske kendte Jesus og vidste, at han kunne bede ham om hjælp, sådan kan vi også bede Jesus om hjælp i både småt og stort. Vi kan betro os til ham. Vi kan bede, som den spedalske mand gjorde.

Selvfølgelig ville alt være usikkert og uvist, hvis det kom an på vore bønner og vore tanker om os selv og om Gud. Men nu taler Gud til os i evangeliet om en spedalsk mand, som Jesus hjalp.

Evangeliet forkynder, at Jesus er Guds Søn og vores frelser. Evangeliet fortæller, at Guds Søn døde for vore synder og sejrede over døden. Evangeliet bekræfter Guds omsorg for sin skabning i livet og i døden. Derfor kan vi tillidsfuldt bede til Jesus Kristus og betro os med alle ting. For han blev vor Herre, da vi blev døbt. Han hører os og hjælper, ligesom han hjalp en spedalsk.

Bøn: Vor Fader, du som er i himlene! ... Ske din vilje som i himlen således også på jorden! Amen. 

Uge 3, 13.-19. jan. 2025

Et slagtet lam eller en guldkalv?

Er tiden inde til at fjerne kirkens alter med den henrettede Kristus på korset og erstatte det med en scene, hvor mennesker optræder med underholdning i en kristen klædedragt? Kristus på korset er jo det slagtede lam. Bør det nyfortolkes i dag, så man undgår at tale om menneskelig synd og død, og istedet taler mere om velfærd og giver psykologisk bistand i kristendommens navn?

På søndag læses der i kirken op fra 2 Mosebog kapitel 33. Guds folk havde samlet guldsmykker, som de havde fået med ud fra Egypten, og smeltet dem om til en kalv af guld. Aron proklamerede: "Her er din Gud, Israel, som førte dig ud af Egypten" (2 Mos 32,8). En skøn nyfortolkning af påskelammet.

Da Moses kom ned fra bjerget med de 10 bud og så menigheden gudstjeneste, knuste han stentavlerne. Han bad Gud om at tilgive sit folk. Og derpå gik han igen op på bjerget og bad: ”Lad mig dog se din herlighed!" Herren svarede: ”Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil"  (2 Mosebog 33,18-19). Da han senere gik ned til folket igen, havde han foruden de to stentavler også to gaver med: Tegningen til helligdommen, som skulle være deres kirke. Og ordningen om offerlammet, hvis blod skulle rense folket fra deres synd og sone skylden.

Sådan åbenbarer Gud sin herlighed for os: I sin kirke, hvor vi hører hans ord oplæst, prædiket og lovprist. Og i kirkens sakramenter, dåbens og alterets sakramente, hvor han genføder os og giver os sin nåde. Derfor beder vi med Moses: Herre, vis mig dog din herlighed i Jesus Kristus. Vis os din herlighed i det Den hellige Skrifts klare ord og i det Guds lam, som bærer verdens synd!

Uge 2, 6.-12. jan. 2025

Fortæl dit barn: "Det gjorde Herren for mig!"

Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham. Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. (Lukas 2,40-42)

Lukas fortæller, at Jesu forældre hvert år tog til Jerusalem til påskefesten. Det gjorde de, fordi det var afgørende for alle i Guds folk at blive bevaret i troen på, at Herren havde befriet dem fra slaveriet i Egypten. Gud havde sagt til Moses: Husk denne dag, da I drog ud af Egypten, af trællehuset. … På den dag skal du sige til din søn: Det er på grund af det, Herren gjorde for mig, da jeg drog ud af Egypten (2 Mos 13,3.7).

Under påskefesten sagde Josef til Jesus: "Herren gjorde det for mig." Han fortalte, hvad Herren havde gjort. Og han viste Jesus det ved, at de hvert år vandrede den lange tur til Guds hus i Jerusalem. Han lagde bibelhistorien om Guds frelse og omsorg ind i sin søns hjerte op gennem barndommen. Sådan blev Jesus stærk og fyldt med visdom.

Beretningen om Josef og Marias påskefejring kalder stærkt på alle kristne forældre til at fortælle deres børn: "Det gjorde Herren for mig." Et barn skal mærke sine forældres tro på Guds frelse. Fortæl barnet, hvad Herren gjorde for jer!

Ligesom Jesu forældre tog Jesus med til påskefest i Jerusalem, må vi tage vore børn med i kirke om søndagen til gudstjeneste og til frelsens julefest, påskefest og pinsefest. Men også i hverdagens bøn og sang, når vi læser Guds ord i hjemmet.

Sådan gives troen videre i en kristen familie. Sådan fyldes vore børn med visdom. Og Guds nåde er over dem.

Uge 1, 30. dec. 2024 - 5. jan. 2025

Afslutningen på filmen

Nogle film begynder med slutningen. Man ser et glimt af noget langt henne i handlingen. Det vækker forventninger og hjælper os til at se sammenhænge i filmen. Og derpå går filmen rigtigt i gang.

Sådan får vi lov til at leve vores liv som kristne. Gud viser os i sit ord glimt af, hvordan det vil gå os. I tillid til hans løfter og dåbens pagt kan vi gå ind i det nye år med et godt håb og stor tillid til ham.

Sådan gjorde Herren med Abram. Herren sagde til Abram: "Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes." Så drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham, og Lot drog med ham. Abram var femoghalvfjerds år, da han forlod Karan. (1 Mosebog 12,1-4)

Abram så i glimt et nyt land og den velsignelse og beskyttelse, Gud ville give ham. Derfor drog Abram af sted, sådan som Herren havde befalet ham. ”Forlad dit land, din slægt og din fars hus!” - Vi får ikke at vide, under hvilke omstændigheder, om han måtte kæmpe en indre kamp, om han gjorde modstand, om han græd, eller om han var overbevist fra starten. Men vi får at vide, at Abram var femoghalvfjerds år (75). Vi ser en ældre mand for os. Han havde prøvet meget hidtil og var nok klar til at sige: ”Nu kan det være nok. Jeg orker ikke noget nyt.” Men da han så i glimt, hvordan det ville gå ham, drog han afsted.

Sådan et menneske kan begive sig ud i noget nyt og ukendt med håb og tro! Og mennesket er dig, som er døbt og tror på Jesus. Din motivation og drivkraft kommer ikke indefra dig selv, men fra Herren, som giver dig tro og håb.

Når vi hører hans plan og løfte, kan vi drage afsted med håb og i tro. Filmen er begyndt. Og vi kender afslutningen, når vi kender evangeliet om Jesus.

www.vivit.dk, post@vivit.dk