Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

21 DK ENG Tilgiv dog! 22. søn. e. trinitatis, 16.11.2025. LGJ 679, #5 Gud er her til stede, 246, #7 Kristus er verdens liv, 445 // 437, 430, 167v7-9 1 Mosebog 50,15-21* Da Josefs brødre så, at deres far var død, sagde de: "Hvad nu, hvis Josef vil stræbe os efter livet og gengælde os alt det onde, vi har gjort mod ham?" De sendte så den besked til Josef: "Din far befalede os før sin død at sige sådan til dig: 'Tilgiv dog dine brødre deres overtrædelse og synd; de handlede ondt mod dig.' Så tilgiv nu den synd, din fars Guds tjenere har begået." Josef græd over deres ord til ham. Hans brødre gik til ham, faldt ned for ham og sagde: "Vi vil være dine trælle." Men Josef svarede dem: "Frygt ikke! Er jeg i Guds sted? I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live. Frygt derfor ikke! Jeg vil sørge for jer og jeres familier." Og han trøstede dem og talte kærligt til dem. Når det handler om skyld og straf og nåde og tilgivelse, er vi tilbøjelige til at tænke, at der er to parter: den skyldige og offeret, de to. Men der er ikke kun to, men tre parter, når vi mennesker har gjort hinanden ondt, eller når nogen har såret os og gjort os ondt. Beretningen om Josef og hans brødre viser os det. Deres far havde efterladt dem et testamente, som gav dem forsoning og fællesskab. Deres far var den tredje part. Og vi har fået et testamente af en, som er død, og som giver os forsoning og fællesskab. 1. Jakobs Testamente Testamentet, som deres far havde efterladt dem, blev deres redning og hjalp dem til forsoning og fællesskab. Deres far hed Jakob. Han havde 12 sønner. De 11 havde kastet den ene i en brønd af misundelse og had. Han hed Josef. De solgte ham til købmænd, som tog ham med til Egypten, hvor han blev slave. Han kom i fængsel og led meget ondt. Men Gud var ham nådig, og han blev Faraos højre hånd. Brødrene bildte deres far ind, at Josef var revet ihjel af et vildt dyr. - Årene gik med løgn, skyld og sorg. - Da kom der tørke og hungersnød. Og brødrene rejste til Egypten for at købe korn for at overleve. Her mødte de Josef, uden at de vidste at det var ham. De fik korn. Og de fandt ud af, at Josef havde overlevet og var blevet Faraos højre hånd. Deres onde gerninger blev afsløret. Brødrene med deres familier og deres gamle far flyttede til Egypten. Nu var deres far død. Moses fortæller, at brødrene frygtede for, hvad deres bror nu kunne finde på: Da Josefs brødre så, at deres far var død, sagde de: "Hvad nu, hvis Josef vil stræbe os efter livet og gengælde os alt det onde, vi har gjort mod ham?" Hvis brødrene og Josef nu havde været alene med den skyld, de havde overfor Josef, kunne de frygte gengæld, når Josef ikke længere skulle tage hensyn til deres far. Men deres far havde efterladt et vigtigt testamente, som blev familiens redning. Det var ikke penge eller ejendom. Heller ikke bebrejdelser. Det var tilgivelse. “Tilgiv dog dine brødre deres overtrædelse og synd. De handlede ondt imod dig.” Den far var klar over, at Josef ikke kunne straffe brødrene, så længe han levede. Men når han var død og borte, kunne det tænkes, at Josef ville skaffe sine brødre af vejen. Havde de fortjent bedre? Nej! Det vidste den gamle Jakob godt. Han kunne jo også huske, hvordan det var, da han selv var ung. Han havde snydt sin bror Esau. Derpå var han flygtet til Karan og havde opholdt sig hos sin morbror Laban, hvor han fandt sin kære hustru: Rakel. Han fik også Lea og to trælkvinder. De fødte ham tolv sønner og en datter. Og da han vendte hjem mange år senere, blev det klart for ham, at det langt fra var sikkert, at hans bror ville tilgive ham. Hele familien holdt vejret i spænding og frygt. Men Gud ændrede Esaus hjerte. Og det umulige skete: de to brødre faldt hinanden om halsen. Esau tilgav Jakob. Jakob overlevede, fordi han var blevet tilgivet. Tilgivelsen var hans liv. Det blev også hans testamente og det vigtigste, han gav videre til sine voksne børn: Til den ene, til Josef, lød det: “Tilgiv dog!” Tilgiv, at de kastede dig i en brønd. Tilgiv, at de solgte dig til købmænd. Tilgiv, at de løj for mig i årevis. ”Tilgiv dog!”. Og til de andre, brødrene, lød det: Sig det til Josef: “Tilgiv dog, vi har handlet ondt mod dig!” Dvs. erkend jeres synd overfor ham. Vis ham, at I ikke bare gør det for jeres fars skyld, mens han levede, men at I også mener det, når jeres far er død og begravelet. Sig det til Josef. Det gjorde de. De kom til ham og bad. "Din far befalede os før sin død at sige sådan til dig: 'Tilgiv dog dine brødre deres overtrædelse og synd; de handlede ondt mod dig.' Så tilgiv nu den synd, din fars Guds tjenere har begået." Josef græd over deres ord til ham.“ Sådan slutter bibelens første bog med en bøn om tilgivelse. En afdød fars ønske! 11 brødres indtrængende bøn. Og den forurettedes tårer. Josef græd. 2. Jesus’ testamente Og hør nu, hvordan Jesus gør dette til en hovedsag for os og viser os, at tilgivelse ikke kun et en sag mellem dig og din næste. Der er ikke kun to, men tre personer involveret, når det handler om synd og skyld og nåde og tilgivelse. Den tredje er Jesus Kristus! * Søndagens evangelium fortæller os om det, når Peter spørger: "Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?" Da svarer Jesus: Ikke syv, men 70 gange! Og så fortæller han om en konge og to tjenere. Jesus blander sig i vort forhold til den, som har gjort os ondt og siger som den gamle far Jakob: ”Tilgiv!” Gør det igen og igen! Og lignelsen viser os, at det vi skylder hinanden, er småting i forhold til det, vi skylder Gud. - Vi behøver Guds tilgivelse, hvis vi skal leve! * Også i Fadervor har Jesus lært os, at vor Far i himlen deltager og er med, når vi mennesker er skyldige overfor hinanden: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere!” (Matt 6,12). * Men aller stærkest lyder det, da Jesus indstifter nadveren. Da gav han os det nye testamente ved sit blod til syndernes forladelse: Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: "Drik alle heraf; dette er mit blod, den nye pagts [eller testamentes] blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse." (Matt 26,27-28) Jesus har givet os et testamente, som indeholder tilgivelse. Og derfra kommer retten til at leve. Tilgivelsen giver os liv både nu og her, og når vi skal dø. Syndernes forladelse er årsagen til, at vi skal rejses op fra graven til evig salighed hos Gud. Josef og brødrene fik hjælp fra deres fars testamente: ”Tilgiv dog!” Og sig til ham: ”Tilgiv dog!” Bekendt det! Og tilgiv! Det er I fælles om. Og vi får hjælp fra Jesus og hans testamente. Her er hjælp til at indse, hvor smålige vi er, når vi ikke ville eller kunne tilgive, og når vi ikke ville eller kunne indrømme vore synder. Sådan har jeg virkelig været. Det ligger i mit hjerte: småligheden til at tilgive og blive ved. Men også ulysten til at ydmyge mig igen og igen og bede om tilgivelse. Men da hør, hvad det er for et testamente, Jesus har skrevet under på før sin død. Og han underskrev det med sit blod, med sin død. Han bar din brors synd og din ægtefælles smålighed og påståelighed. Han bar også din vrede og uforsonlighed. Og hvis vi mangler endnu en grund til at bekende, at vi er smålige mht tilgivelse og har ulyst til at indrømme vore fejl og synder overfor Gud og hinanden, da sig navnet Jesus. For det navn fik han, for at han skulle frelse sit folk fra deres synder! 3. Derfor er I altid tre, når det handler om tilgivelse! De tre er Jesus, Guds Søn, din modpart og dig selv. Disse tre. Jesus Kristus binder dig sammen med din næste. Se, hvad han gjorde for din næste! Se, hvad han gjorde for dig. Hør, hvad han sagde på korset: ”Fader, tilgiv dem!” Hør, hvad han også sagde: ”Det er fuldbragt!” Er der da ikke tilgivelse til din bror fra Frelseren Jesus? Hvem er så vi der ikke vil tilgive? Det nye testamente er netop dette: “Tilgivelse!” “Jeg tilgiver jer!” Det er din sikre grundvold. Der er ikke kun dig og din modpart. Jesus er hos jer med sit testamente. * Nogle gange er vi måske i Jakobs situation: Du har børn, venner og en kristen søster og bror. Og du betyder noget for dem. De holder fred med hinanden for din skyld. Da sig til dem, hvad Jakob sagde: “Tilgiv dog!” ”Og bed om tilgivelse. Bekendt for hinanden!” * Andre gange er vi i Josefs sted: Du er blevet forurettet og skadet af andre. Der er ingen menneskelig grund til at tilgive. Du mener, at du er i din gode ret til at lade dette dårlige menneske være alene med sin skyld og stege i sit eget fedt. Men gør det ikke! Tilgiv dog! Gør det på grund af Kristus! * Og atter andre gange er vi i brødrenes sted. Du har ydmyget dig for nogle år siden. Og nu dukker den gamle skyld op igen. Skal du da ydmyge dig igen. Har du da ingen stolthed? Han, som skrev testamentet til dig siger "ja!". Ydmyg dig igen! Bed om tilgivelse, og tag imod din brors tilgivelse. Den forener jer. UANSET hvilken situation vi er I, så er Jesus her og siger, at vi dagligt må bede til vor Far i himlene: ”Forlad os vor skyld!” Søndag efter søndag bekender vore synder i kirken og får Guds tilgivelse. Sådan holder han os i live. Derfor bekender vi frimodigt vor synd for vor næste, for en bror, et medlem i menigheden, ens ægtefælle og midt i familien. Det gør vi, fordi vi er højt elsket af Jesus Kristus. Han giver kraft til at ydmyge sig og til at tilgive hinanden. Amen! Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk