Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

16 DK ENG Tab ikke modet! 5. okt. 2025 i Aarhus og Kbh. LGJ Prædiketekst: Efeserbrevet 3,13-21 sammen med Lukas 7,11-17 Salmer: 683, #5, 202, 130 // 510, 430, 190 Efeserbrevet 3,13-21 Derfor beder jeg om, at I ikke taber modet over mine trængsler for jeres skyld. De er en ære for jer. Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås. Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen.   I dag giver Gud i sit ord os håb i det mest vanskelige, som kan ramme hver eneste en af os – og vil ramme os: Døden! Både når den rammer os personligt midt i livet, når den rammer en menighed, og når vi gennem dødsfald mister en af vore kære eller når vi selv bliver båret til graven af andre. 1. Apostlen Paulus er i fængsel og i trængsel, en trængsel, som måske kan føre til døden. Her siger han: Derfor beder jeg om, at I ikke taber modet over mine trængsler for jeres skyld. - Det er som om den, der ligger på sygesengen, i lidelsen og smerten et øjeblik rejser sig op og hjælper de andre: Vær frimodige! Græd ikke! Nogle af os har faktisk hørt det sagt. En, som lå på sit dødsleje, smilede, sagde, Kristus giver håb og rejser os fra graven, og at de efterladte ikke skulle miste modet! Tab ikke modet! - Det underlige er, at det ikke hjælper meget, når det er mennesker, der har deres på det tørre, der siger det. Men det hjælper, når vi hører det fra et mennesker i virkelig nød. For Paulus var jo i nød! Så stor nød, at menigheden i Efesus var ved at miste modet. 2. Hvor får han dette håb fra? Han fortæller: Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrenehus i himlene og på jorden har navn, og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter Paulus bøjede sig for Faderen! Og bad om at menigheden, som hørte om hans fængsling og allerede forestillede sig, at han var taget fra dem, død og borte. Han beder om, at de må styrkes indvendig og kende Kristi kærlighed. Og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, ] og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, [til hele Guds fylde nås. Hvordan går det til at nogen bøjer sine knæ for Faderen? Det sker ved, at Faderen bøjer os. Faderen ydmygede Paulus. Han slog ham til jorden, nedbrød hans hovmod, da han var ene stolt farisæer, der forfulgte Jesus’ menigheder. Og dernede lærte han Jesus at kende, Jesus, som han ikke mente at han havde brug for. Det var på vejen til Damaskus! Blev bøjet. Begyndte at bede på en anden måde end tidligere. Og en kristen mand Ananias kom til ham og døbte ham. Derfor bøjede han sine knæ i bøn. Og Gud var ikke færdig med at bøje Paulus. Han blev ved med at bøje ham livet igennem. Paulus mødte trængsler og lidelser. Også helt personligt ind i sit eget ”jeg”, sit eget ”kød”. Som kristen måtte han erkende: ”Det gode, som jeg gerne vil, gør jeg ikke.” Hvem skal befri mig fra den elendighed. Og svaret er: Det har Kristus gjort. Intet kan skille mig fra Guds kærlighed i Kristus Jesus (Romerbrevet 8). Og for at han ikke skulle hovmode sig som kristen, fik han en torn i kødet, som Paulus fortæller om i 2 Korintherbrev. Paulus havde lært det. Det med at blive bøjet af Gud er ikke kun noget, der skete engang, da vi blev kristne. Det sker livet igennem! Gud ske tak! Når Gud gør det med os, forestiller vi os, at alt håb er ude, men det er lige modsat. Da er der håb. Håb på grund af Jesus! Frelse, fordi nu kalder du på ham, ligesom Saulus før han blev døbt. Og når vi har fået svar tre gange med et NEJ i sygdom, ligesom Job led i sin sygdom, da lærer vi Kristi kærlighed at kende på en underfuld måde. For vi er hos Kristus midt i lidelsen. 3. Og nu fortæller han os sammen i vores kirke og menighed, som Kristus elsker: Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Vi beder til Gud om meget, om hjælp og gaver. Men han giver os langt ud over, hvad vi beder om eller forstår. Og han giver os det to fællesskaber: det ene er i sin kirke, dvs. i din menighed, i troens fællesskab med andre kristne; det andet er i Kristus Jesus. Der bønhører han os og får ære og bliver lovprist: i JESUS. Gud vil ikke gøre det i dig alene, men i jer sammen! Kristne hører sammen. Gud vil gøre det i jer! Han taler lige efter vor tekst i Ef 4 om enhed, et legeme, en dåb, et håb, en Gud. Når Gud bøjer os ind under Jesus Kristus, ind under hans kærlighed, da finder vi hinanden og får fællesskab i fælles syndsbekendelse og i fælles tro på ham. Dér vokser noget frem mellem os til ære for Gud. Tænk, at så vi syndige mennesker, som kan gøre andre ondt i selviskhed, føres sammen af Guds tilgivelse i Kristus! Vi vokser sammen, så vi er ét legeme For vi har lært Kristi kærlighed at kende – sammen! Det var den kærlighed, som mødte en enke i Nain. JESUS! * Han mødte ligtoget. * Han ynkedes! * Han sagde til enken ”Græd ikke!” * Han talte til den døde dreng: ”Rejs dig!” * Han gav ham til hans mor. Underet er, at enken får sin søn tilbage. Men det skyldes det enenu større under, at Gud har besøgt sit folk! "En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk." Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen. Gud besøger sit folk! Faderens eneste Søn er kommet til os og viser sin magt over døden i Nain og i Aarhus og København. Og i Brædstrup, Daugård og Esbjerg. I Nordjylland, Vestjylland og Risskov. I Roskilde, på Østerbro, i Lejre, Hellerup og på Møn, Falster og Lolland. Og på Frederiksberg og i København NV og og og ... For Jesus blev selv korsfæstet for os. Han blev lagt på en båre, blev begravet. Forinden havde han selv bedt tre gange i Getsemane om at blive fri for denne lidelse, hvis det var muligt. Men det var det ikke. Og det hvilede han i for vores skyld. Og da han var på vej ind i døden trøstede han sin mor og sin discipel. Og en røver. Og han bad for os: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” Og han døde for vore synder og sejrede over vores død og vores dom. Så er intet håbløst. 4. Som afslutning hør om en mor, som havde to børn. Storesøster og lillebror. Lillebror døde før han blev 2 år. Mor forsøgte at trøste storesøster og fortalte: ”Han var døbt og er nu hjemme hos Jesus!” Mor smilede og storesøster på 4 år fik trøst. Nogle dage efter talte mor med en veninde i menigheden, at de havde mistet lillebror. Men da sagde storesøster til mor: ”Mor! Hvis man ved, hvor noget er, har man så mistet det?” Nej, selvfølgelig ikke, svarede mor. Og så sagde søster: Men mor, lillebror er jo hos Jesus. Så har vi ikke mistet ham! Sådan er det også med os, som er døbt og tror på Jesus! Og med vore kære, som ved tro og dåb tilhører ham. Det er stort. Paulus har i dag fortalt det til os som menighed, for at vi ikke skal miste modet. Og Lukas har fortalt os det i evangeliet. Evangeliet siger til os: Tab ikke modet, når tung skyld, legemlig lidelse eller når døden rammer. Vi tilhører jo Herren midt i lidelsen, når Herren bøjer os ind til sig. Og i døden når han tager os hjem til sig. Og vi kan synge ”Men ham, som over al måde formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over det, som vi beder om eller forstår, ham være i kirken og i Kristus Jesus gennem alle slægterne i evighedernes evighed. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk