Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

To mænd

Salmer: 368; Sl 40; 190; På nåden i Guds hjerte // 174, 286

Evangelium: Lukas 18,9-14
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: "To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes."

Til nogle, som stolede på sig selv. Det er der ikke noget forkert i. Selvtillid. Man ved, hvad man står for. Man ved, hvad man er. Man ved, hvad man kan. Jo, der findes et godt og sundt, nyttigt og nødvendigt selvværd, hvor man har tiltro til det, man har som opgave her i livet.

En lærling der bliver svend. Går glad på arbejde. Han ved, at han kan. Og han kan det, selv om der er meget han ikke kan. Men tillid til det, han har lært og kan er vigtigt for at han kan lære endnu mere.

En stud. teol. der er blevet ordineret, han ved, at han er godt forberedt og klar. Har værktøjerne. Har lært at bede. Ved, at der kommer lidelse og modgang. Det hører med. Men han har Guds ord og lytter. Derfor er han frimodig og glad.

En mor, som har gået til fødselsforberedelser og ved, hvordan man ammer og gør tingene. Hun ved også, at der kommer veer, når hun skal føde, med kun lidt søvn, og at amning i praksis ikke er så ligetil. Men hun er forberedt. Har tillid. En sund selvtillid. En mor, der stoler på, at hun er klar.

Og en skolelærer, som ved, hvordan man underviser. Er forberedt på, at der kan komme vanskelige situationer med elever og kolleger. Men han/hun kan sit stof og kommer ikke ind i klasseværelset og lærerværelset som én stor undskyldning, men med et godt selvværd. Det er værdifuldt og vigtigt.

Men nu føjes noget til: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre. Og det er jo noget andet end den nyudlærte svends, den unge præsts tillid til sin uddannelse og at opgaverne kan løses, og den nybagte mor og skolelærers sunde selvværd.

Her handler det om at anse sig for retfærdig, dvs for at have den rette færd, den rette livsstil, rette meninger her i livet, sikker på, at man er helt igennem godt menneske, som ikke kun ved, hvad der er rigtigt, men også efterlever det i småt og stort.

Er det muligt? Er der nogen, som tænker sådan? At eje en fuldkommenhed, så man altid beretter om alt det gode og fortræffelige, man er og har gjort? Aldrig har brug for en undskyldning? Aldrig har lidt et nederlag? Aldrig brug for andres tilgivelse og hjælp? Aldrig brug for Guds hjælp og nåde?

Ja, det er muligt! Evangelisten Lukas fortæller os, at Jesus var sammen med mennesker, som var sådan. Og han føjer til, at de ringeagtede alle andre, dvs. så ned på andre og anså dem for at være andenrangs.

Finder der også mennesker, som ser ned på andre? Vi kender måske nogen. Og vi kender måske også til det hos os selv.

Jesus fortalte en lignelse til sådanne mennesker, både dem, som har denne selvretfærdighed for fuld udblæsning, og til dem, som har en snært af det, men har svært ved at indse det og kun sjældent nævner det for nogen.

Lignelsen tegner et billede for at afsløre, men samtidig er den en kæmpe hjælp til os, når vi bliver afsløret og er ramt. For den handler ikke kun om én, men om to mænd.

To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var farisæer, den anden tolder. De gik begge i kirke. De søgte begge hen i templet.

Først farisæeren. Han var ikke det, vi i dag forstår ved at være farisæer. Farisæer var på Jesu tid navnet på den gruppe af jøder, som tog det meget alvorligt at efterleve Moseloven. Fx var Nikodemus farisæer og tilhørte den gruppe. Ham, som opsøgte Jesus om natten og fik hjælp.

Men farisæeren i lignelsen gik ikke i kirke for at få hjælp. Det mærker vi på hans bøn. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt.

Vi har ingen grund til at tvivle på, at han talte sandt og virkelig gjorde, han fortæller Gud i sin bøn.

Denne første mand i kirken viser, at vi mennesker kan leve et overfladisk liv, så vi tænker om os selv, at vi er retfærdige, gode og syndfrie. Og da er vi ikke til at skyde igennem. Vi takker måske også Gud for, at vi er så utroligt vellykkede, sådan som farisæeren gjorde. ”Jeg takker dig, Gud” Men hvad skjuler sig inde bag? Foragt for andre. ”Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér.” Ringeagt for andre. Selvretfærdighed.

Det er på ingen måde ”sund selvtillid”. Det er selvbedrag. Han kom i templet og bad, ligesom vi går i kirke. Men han havde ingen anelse om, at templet var jo det sted, hvor der blev ofret for synden, hvor et dyr døde stedfortrædende – altså i stedet for mennesker. Og den eneste grund til at komme i templet var, at få tilgivelse fra Gud og at sige ham tak – ikke for det vi udretter, men fordi Gud tilgiver os, fordi der er blevet ofret og en er død for vore synder.

Gud vil hver søndag lære os at sørge over vore synder og at tro på Jesus Kristus – og få tilgivelse – søndag efter søndag efter søndag efter søndag.

Bliver vi da aldrig bedre? Måske. Vi må håbe, at vort liv kan blive til gavn for andre og til ære for Gud. Det beder vi jo også om. Men vi vil indtil vor dødsdag have brug for, hvad den anden mand havde brug for: Guds tilgivelse og nåde.

Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. Toldere var ofte velhavende mennesker, som havde beriget sig på andres bekostning. De var ikke velansete. Han havde noget på samvittigheden. Måske han også var en flink mand. Måske ligeså flink som farisæeren. Men overfor Gud vidste han, hvem han var: en synder. En overtræder. En uretfærdig. En skyldner.

Det er vi også. Vi har mange gange og på mange måder syndet i tanke, ord og gerning og er uden undskyldning. Vore nærmeste har brug for at vi indrømmer det og ydmyger os. Og det står ofte rede med tilgivelse og kærlighed. Det er en meget stor gave. Men den største gave er, at Gud har givet tolderen i lignelsen og os et sted at bede sådan: nemlig i Guds hus, i den kristne kirke, hvor Jesu kors vidner om, at Gud har ofret sin søn for os. Vil han så tilgive os? Vil han retfærdiggøre os, altså erklære os retfærdige? Ja. Det vil han. For Jesus siger, at tolderen gik hjem som retfærdig. Ikke fordi han havde gjort mange retfærdige gerninger, men fordi Gud havde tilgivet ham i templet! Det gør Gud også hos os her i kirken. I dag. Han gør det lige nu, mens vi lytter til evangeliet. Og han bekræfter det i den hellige nadver. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk