Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

19 Frygt ikke! Prædiken 20. juli 2025 LGJ Skriftlæsninger: Esajas 6,1-8, 1 Petersbrev 3,8-15. Salmer: KBH kl. 10: 363, Gud er her til stede, Lejrsang Rom 8, 456 // 489, 430, 11 AARH kl. 16: 363, 222, Jeg lille var, Dåb, 488, SOS 306 // 489, 11. Evangelium: Lukas 5,1-11 Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: "Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!" Men Simon svarede: "Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud." Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: "Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand." For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået - ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker." Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham. Det handler om den mest skræmmende selverkendelse og hjælpen ud af skyld og forladthed. Og prædikenen henter hjælp i både teksten fra Gamle Testamente om Esajas på arbejde i Templet, og i Nye Testamente om Simon, der er midt i sit fiske-arbejde.   1. ESAJAS OG OS Esajas var præst i templet i Jerusalem. Og på en tid, hvor det så ringe ud med gudstjenesten og troen. Der skete meget forkert i Guds folk. Ikke mange troede på Gud. Esajas fik af Herren et ord, som var tungt: at sige sandheden om Guds dom, og prædike frelsen til tro for dem, som ville høre på sandheden. Det skulle han midt i en tid, hvor Guds folk ikke længere kendte sin Herre. Han siger i kapitel 1: … Oksen kender sin ejer, æslet sin herres krybbe, men Israel kender ikke mig. Mit folk fatter intet. Og han indbyder til tale med Herren, deres Gud om ugudeligheden, og få hans tilgivelse. Men det ser svært ud. Da kan man få den tanke, at præsten Esajas er opgivende og mismodig, ligesom præster kan blive mismodige og give op i dag, når de skal prædike sandhed og nåde i en gudløs tid. Men da sker noget for og med Esajas, mens han gør tjeneste i templet. Han mærker som var der et jordskælv i templet. Og serafer og andre engle synger, ligesom vi sang ved gudstjenestens begyndelse: ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre. Hele jorden er fuld af hans herlighed.” Man skulle tro, at Esajas blev glad. Men han blev det modsatte. Han siger: ”Ve mig, det er ude med mig, jeg er en mand med urene læber og bor i et folk med urene læber.” Nu er problemet ikke kun folket, de andre, menigheden og kirken. Han er selv ramt af problemet: De urene læber. Og han ved, at det er ude med ham! Det er svært at dø. Men hvis årsagen til min død er mine urene læber, mit liv, min skyld overfor min kone, mine børn, mine medmennesker og min Gud, da er døden ikke kun tung, men forfærdelig. En forfærdelig selverkendelse. Hvad kan redde en præst fra dø og dom? Hvad kan redde en menighed og en nation fra sådan en død og dom? Svaret kommer straks: Men en af seraferne fløj hen til mig; i hånden havde han et stykke gloende kul, som han havde taget fra alteret med en tang. Han berørte min mund og sagde: Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet. - Det havde præster brug for dengang. Det har præster brug for i dag: Erkendelse af skyld – og at modtage tilgivelse. Og den kristne menighed har brug for det. Ja, hele vort folk og alle mennesker. Esajas forkynder dom og tilgivelse gennem hele sin bog. Han fortæller, prædiker, underviser og fortæller: Herren frelser selv sit folk. Han gør det ved at komme og blive menneske som os, og bære skylden for sit folk. Dø for os. Og Gud forkynder det i den kristne kirke, og rækker frelsen til menneskers urene læber hos mennesker, som skal dø. Han giver os i nadveren Jesu legeme og blod. Han prædiker tilgivelsen ind i hjerterne. Og han renser os og gør os til sine i dåbens bad. Sådan overvindes synden og den legemlige og evige død. Og sådan overvindes den værste form for ensomhed: Gud tager os til sig.   2. SIMON OG OS Fiskeren Simon får samme erfaring. Han er på arbejde. Han og hans fæller har fisket hele natten uden resultat. De er ved at ordne garn. Kun fedtemøj. Ingen fisk. En nat på søen uden fangst. Og her – i fiskernes hverdag – kommer Hærskarers Herre, Jesus Kristus, som Esajas mødte i Templet, og som også er hos os i gudstjenesten her, han kommer er hos Simon og giver den erfaring til Simon og de andre fiskere, som præsten Esajas fik i templet. Evangeliet fortæller, at Jesus først prædiker og underviser fra Simons fiskerbåd. Dernæst siger han: ”Læg ud på dybet og kast garnene ud til fangst.” Simon gør det på Jesu ord. Og da fanger han en stor mængde fisk. 500 kg måske, eller mere. De må have hjælp af en anden båd. Og da er det, at Simon falder ned for Jesu knæ og siger: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” Simons erfaring kom midt i fiskeriet efter han havde hørt Jesu ord. Skaberen er hos mig. Jeg har set Hærskarers Herre. Jeg er en syndig mand. Og da drager Simon den slutning, at Jesus og han ikke kan være sammen. ”Gå bort fra mig.” Den værste form for ensomhed: at blive forladt af Gud. Den værste! Men den slutning, Simon drager, er forkert og falsk. Jesus modsiger ham. Og han modsiger også os, når vi får samme tanke. Evangeliet modsiger os i kærlighed og nåde! Evangeliet er jo frelsens budskab. Frelst af Jesus Kristus, frelst ved Jesus Kristus, frelst ved det, han gør gennem Ordet og Sakramenterne. Og der er uendeligt mange beviser i hverdagen på, at vi lever under Guds omsorg. Han er vor Skaber og Livgiver. Når vi hører evangeliet om frelse og fred og tilgivelse, overvinder Gud den absolutte ensomhed. For du er i Herrens hænder. Du tilhører ham med hud og hår. Som det syndige menneske du er! Som den stakkel, du er! Og som det herlige menneske du er. Som den lille skønne skabning du var som spæd. Dig, med alle dine sejre og glæder, og med alle dine nederlag og sorger. Han frelser dig.   3. FRYGT IKKE! Til fiskeren Simon siger Herren: ”Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker. Han fik et nyt arbejde! Og til præsten Esajas siger Herren: ”Din skyld er fjernet! Din synd er sonet” Da hørte jeg Herren sige: «Hvem skal jeg sende? Hvem vil gå bud for os?» Jeg svarede: «Her er jeg, send mig!» (Es 6,7-8). Han fik også et arbejde at gøre for Herren. Den erfaring, de havde fået i mødet med HERREN, var afgørende for deres tjeneste. Og det er vores erfaring af synd og tilgivelse også. Så ved vi nemlig, at problemet hos gudløse og vantro mennesker er et problem, som vi også selv bærer med os. Esajas sagde det sådan: Jeg er en mand med urene læber og bor i et folk med urene læber (Es 6,5). Og Simon: Jeg er en syndig mand. Fortabte syndere bliver vi ikke ved vore onde gerninger, eller når andre opdager, hvad vi har gjort. Det er noget, vi er. Ja, vi er det fra undfangelse til vor dødsdag. Derfor tror vi, at synden både er arvesynd, gerningssynd og undladelsessynd. Og Simon rører ved den oprindelige synd, grundsynden, arvesynden, når han siger: ”Jeg er en syndig mand!” Hvornår blev han det? Det var han fra først af! Det gælder os og vore børn. Det gælder hele den faldne slægt. Jesus bekræfter det: ”Hvad der er født af kød er kød og kan ikke se Guds rige.” Derfor har vi brug for frelse fra fødsel til død. Altid frelse. Hver dag frelse. Vi og vore børn. Og naboen og deres familie, ung og gammel. Og alle i vor menigheden. Og alle i vort land og i hele verden. Og Gud frelser og giver os troen ved Ordet og Sakramenterne. Simon blev kaldet til apostel og fik en særlig tjeneste med at prædike Kristus. Og til os, som han prædikede for, skrev han: I er et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, som kaldte jer af mørket til sit underfulde lys. Så er vi alle med, også selv om vi ikke alle er ældste og hyrder i den kristne menighed. Det, som Esajas og Simon lærte, blev afgørende i deres tjeneste: Det ene var, at de gik med samme nød og skyld og lidelse som dem, de skulle tjene med Guds ord. Det er også afgørende for os. Ellers går vi rundt med et selvbedrag og rammer forkert. Og det andet: at Gud rækker os frelsen fra altereret og rører vor mund, sådan som Esajas erfarede. Og som Peter sagde på pinsedagen: «Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem i det fjerne, som Herren vor Gud vil kalde på.» (ApG 2,38-39) Så lever vi denne dobbelte erkendelse: At vi er i nød, og at Gud har grebet ind og siger: ”Frygt ikke!” Hærskarers Herre, Jesus Kristus, er med dig. Dette evangelium om frelse er givet til os, og vi kan give det videre. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk