Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

En døv

12. s. e. trinitatis, 7. sep. 2025, Aarh og Kbh. LGJ

Salmer: 5v1-5, Sl 42 Som en hjort, 384, 140 // 444, 430, 5v6-7

Prædiketekst Mark. 7,31-37
31 Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. 32 Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. 33 Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; 34 og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: «Effatha!» -- det betyder: «Luk dig op!» 35 Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. 36 Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. 37 Og de var overvældede af forundring og sagde: «Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.»

1. DE KOM MED EN

Unavngivne mennesker kommer til Jesus. De har hørt om Jesus. Det fortæller Markus om i kap. 6: Og hvor han end kom ind i landsbyer og byer og gårde, lagde man de syge på torvet, og de bad ham om at måtte røre bare ved kvasten på hans kappe; og alle, der rørte ved ham, blev frelst. (v56) . Jesus havde lige været afsted med disciplene til Tyrus. Og da han er igen er til bage fra udlandet, kommer de. Det er ikke en tilfældighed, at de er sammen med en døv og ønsker at føre ham til Jesus.

Guds godhed til menneskene er blevet beskrevet for dem af Jesus - og gennem Jesus. De regner med det, de har hørt og set. De tror på det. Derfor opsøger de Jesus og bede om hjælp.

Troen vokser, når vi hører om Jesus Kristus, om hans godhed og hans væremåde mod os. Også igennem denne beretning om det, som skete i Galilæa. Vi har lært Jesus at kende. Så må vi komme til ham, hvor han har sagt at han vil være hos os. Der, hvor 2 eller 3 samles i hans navn (Matt 18). I bøn under hans ord.

… med en døv, som også vanskeligt kunne tale: Vi kender ikke noget til deres forhold til den døvstumme, om de var i familie eller naboer. Alligevel fortæller det meget om deres forhold til ham, at de kommer med ham. Det er kærlighed. Kærlighedsgerninger er det man gør for andre uden at tjene på det og uden selv at få noget ud af det. 1 Kor 13,5: Kærligheden … søger ikke sit eget. Fil 2,4-5: Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus . Uden pligt, uden løn. De gør det alligevel. Det er kærlighed. Tager en andens nød og sorg på sig. En fremmeds. Et ukendt menneske, som er i nød.

Hvor kommer denne kærlighed fra? Fra at de kender Jesus Kristus. Der, hvor troen er, der vokser også et liv frem - et liv, som stammer fra Jesus Kristus. Barmhjertighed, godhed, kærlighed. Det er Åndens frugter. De ved, at de ikke selv kan hjælpe manden. De kan blot følge ham på vej. De kan formidle kontakten til Jesus.

Kærligheden opblæses ikke, praler ikke. For hvem er vi, at vi kan noget. 2 Kor 3,4-6; 4,4.

De har en tjeneste, fordi de har set Guds herlighed i Jesus. Og de forsvinder lige så ubemærket som de kom. Vi hører ikke om dem før eller efter. Sådan er det med kærlighedens tjenere.

Kunne det have været dig? Har du fået sådan en tjeneste er det, fordi Guds barmhjertighed blevet så stor for dig, at du uden pligt - uden løn - uden opmærksomhed - besøger en af de syge i vores menighed - eller en anden, som du slet ikke ellers har noget at gøre med. Eller har du alt for travlt med dig selv? Eller tror du ikke, at du dur til at tjene for hans kærlighed? Tvivler du på Guds barmhjertighed, den, som var apostlen Paulus' eneste trøst i hans tjeneste.

Nogle gange er en kristen vel i den situation, hvor han med bøn, hjælp og ord fører et andet menneske til Jesus. Det kan ikke være anderledes, så sandt vi er kristne.

Andre gange er vi i den døvstummes sko. Vi er døve og stumme, så vi hverken kan høre eller tale Guds ord. Det er størknet i vore ører. Det siger os ikke noget mere. Ordene lyder, men de når ikke ind i hjertet. Der er dødt i mig . . i dig. Derfor er det en stor trøst, at Jesus ikke lader kærligheds-gerningerne være det centrale - men sin egen gerning mod den døvstumme.

2. DEN DØVSTUMME OG JESUS

Den døvstummes situation: Der er ikke noget, som tyder på, at manden selv kendte Jesus i forvejen. Han havde jo ikke hørt om ham - kunne ikke høre. Hvem havde han tillid til? Jo, nok til dem, som tog ham med. Men hjertet kunne ikke tro bare på et fremmed menneske, han aldrig havde mødt. Og heller ikke på ord, som ikke kunne trænge sig ind i hans sind og tanker, fordi han jo var døv.

Er det ikke sådan, nogle af os undertiden oplever andres situation – og vor egen! "Det er håbløst." En fysisk lidelse, som vi må give op overfor. Eller en åndelig tilstand, som synes fastlåst. Der er intet håb mere. Alt er forsøgt.

Den døvstummes situation var håbløs, hvad tro og tillid angår. Men der var andre, som troede på Jesus. Deres tro kunne ikke helbrede den syge eller frelse hans sjæl. De vidste, at han hans hjælp alene var, at være hos Jesus, og at Jesus hjalp ham.

Sådan er det: et menneske frelses ikke ved andres tro på Gud, heller ikke ved andres gudsforhold, ved det, Gud gør i andres liv, men ved selv at få troen på Gud. Tænk på lignelsen om brudejomfruerne i Matthæus 25: De fem kloge havde olie og kunne ikke dele olien med de andre. Troen er personlig. Den, som tror og bliver døbt, skal frelses. Vi kan ikke tro i stedet for andre. Men vi kan i tillid til Jesus føre andre til ham, dvs. dele Evangeliet med dem, invitere dem med i kirke, hvor Jesus har lovet at være hos os. “Hvordan skal de kunne påkalde, hvis de ikke tror. Og hvordan skal de kunne tro, hvis ingen prædiker?” Sådan spørger Paulus i Rom.10,14-17. De tog den døve ved hånden og førte ham – og efterlod ham hos Jesus.

Vi har vi det store privilegium at bringe hinanden og andre frem for Gud i bøn. Bønnen bærer navnene frem for Gud. Og Gud er disse mennesker helt nær. Der er grund til at bede for hinanden. For den, med en tro i krise. Og for det menneske, som ikke kender Jesus. Vores tekst giver os håb. Det, som er umuligt for os mennesker, er muligt for Gud. Jesus er HERRE over ører og tunger og hjerter. Og vi må også invitere og bringe børn, mænd og kvinder derhen, hvor Evangeliet lyder og hvor de kan modtage sakramenterne.

ML siger i en prædiken til teksten: Sådan er et også med dåben: Barnet er nøgent og uden tro og gerninger. Men kirken træder frem og beder for barnet. Ikke at de tror for barnet. Men ved deres tro får barnet troen. Derfor beder vi for det lille barn og for hinanden og andre. Og vi tager hinanden i husandagten og i søndagens gudstjeneste i Guds hus.

Jesus handler med alle døvstumme gennem ydre tegn: Han tog den døve med bort fra skaren. De to skulle være alene. En døvstum står overfor en fremmed mand. Og nu sker det mærkelige, at “den fremmede”, Jesus, stikker sine fingre i hans døde ører, som ikke dur til det, de skulle due til. Det er en fremmed, som trænger sig på. Og derpå spytter han på sine fingre - og rører ved hans uformelige tunge, som ligger som en sål i hans mund, der ikke dur til andet end en kos tunge. Og til sidst vender “den fremmede” sit blik mod himmelen og siger noget, som ikke han ikke kan høre – og dog – nu kan han høre. E F T.

Så fremmed kan vi også føle os overfor Guds ord. Så underligt og mærkeligt kan det føles, når Gud rører ved os personligt. Det kan virke fremmed og forkert. Skulle han elske dig? Vil den opstandne Jesus bruge tid på at være ene med dig? Skulle Jesus Kristus virkelig være død specielt for dine synder? Har han båret din skyld? Har han overvundet din død? Du kunne ikke høre det og tro det. Og pludselig. Nu hører du det. Det er jo det, han siger.

Kan det overhovedet være sandt, at du med din ko-tunge, som har talt Gud imod, spottet din næste, talt ondt om andre og tiet, når den skulle bede og lovsynge; kan det tænkes, at han vil røre ved den?

Og dine ører, er det overhovedet muligt at ordene, som du hører er til dig? Ordene om barmhjertighed, tilgivelse, kærlighed ind i dit liv? At Gud har gjort og også vil gøre alt vel for dig!

Jesus rører ved manden, for at det må stå klart for ham, at det er ham personligt. Sådan gør Gud også i dag ved sit ord og sine sakramenter. Han griber ind ved dåben. Han griber ind i skriftemålet. Han griber ind i nadveren. Han griber ind med et personligt ord - fra en medkristen, som taler Guds ord til dig - eller gennem et ord, du læser i bibelen. Din tunge og dit øre bliver ikke det samme efter at Jesus har rørt ved dig. Nu bliver det alt om at gøre, at høre hans ord .... og det bliver en del af livet at bede til ham ... takke ... og tale om dette. "Han har gjort alle ting vel..." Det har Jesus også gjort for os i dag. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk