Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener
Sommerlejren 2025
Sommerlejr 27.-31. juli 2025
Tirsdag ved morgenbønnen
Sommerlejr 27.-31. juli 2025
Hebræerbrevet 11,24-27:
I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje. I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige.2 Mosebog 2,11-15
Tiden gik, og Moses blev voksen. Engang gik han ud til sine landsmænd for at se på deres tvangsarbejde. Da så han en egypter slå en af hans hebraiske brødre ihjel. Han så sig om til alle sider, og da han ikke så nogen, slog han egypteren ihjel og skjulte ham i sandet. Næste dag gik han igen ud, og da så han to hebræere i slagsmål. «Hvorfor slår du din kammerat?» spurgte han ham, der havde skylden. Men han svarede: «Hvem har sat dig til at være herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel?» Da blev Moses bange og tænkte: «Så er det alligevel blevet opdaget!» Og da Farao hørte om det, ville han slå Moses ihjel; men Moses flygtede fra Farao og slog sig ned i landet Midjan, hvor han holdt til ved en brønd.I tro var Moses ung og voksen
Guds gode vilje med MOSES var at redde ham, bevare ham, bruge ham, sørge for ham og frelse andre ved hans tjeneste.
Hvordan skete Guds vilje med ham? Ved at give Moses troen, så han levede i tro. Moses blev som spæd reddet ved, at andre handlede i tro og beskyttede Moses. Og da han selv blev ung og voksen, levede han i tro, blev frelst i troen og blev brugt af Gud ved samme tro. I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter.... I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige. Sådan ledte Gud Moses ved at give ham troen og lade ham leve i tro og tillid.
På samme måde med os. Når Gud giver os tro på, at vi hører med i hans folk, og at hans vilje i De ti Bud er det bedste, og at hans frelsesvilje i Kristus omfavner os, da sker hans vilje med os. Han frelser os, og han bruger os i sin tjeneste.
Derfor beder vi: "Ske din vilje som i himlen, således også på jorden." I tro på Jesus Kristus kan vi bede Gud om at lade hans vilje ske med os.
Det vil sige: Guds gode, nådige vilje sker vel uden vor bøn; men vi beder i denne bøn, at den også må ske hos os.
Hvorledes sker det? Når Gud bryder og hindrer enhver ond plan og vilje, der ikke vil lade os hellige hans navn og ikke lade hans rige komme, hvad der jo er Djævelens, verdens og vort køds vilje, men styrker og bevarer os faste i hans ord og i troen på ham til vor sidste stund. Dette er hans nådige, gode vilje.
Så beder vi også i dag: Ske din vilje med os, kære Far i Himmelen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk