Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

20 DK ENG Høsttid Prædiken ved høstgudstjenesten i Gratiakirken 28. september 2025, LGJ Salmer: 29, #5, #1, 35 // #6, 26 Nåde være med jer, og fred fra Gud vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor frelser! Amen Skriftlæsningerne kommer i løbet af prædikenen Hvordan er det muligt at høste? Det er kun muligt, hvis man sår. Så i jorden som en landmand og gartner gør. Vi ved, at der ikke kommer noget op, uden at der bliver sået. Og vidste vi ikke bedre, ville vi mene, at det var gået tabt, når det blev sået. Men naturen er sådan: Så, dø, leve, høste. Det giver liv. Den Almægtige har skabt verden sådan. Han er Livgiveren. Der tales i Skriften om HØSTTID som en gave, der kun er mulig, hvis den gives os. Vi hører om det i 1 Mosebog 3, at Adam skal spise sit brød i sit ansigts sved. Og at han skal dø. Senere kom den store vandflod, så der i et år ikke var høst. Alt liv døde, undtagen hvad Herren havde reddet i arken. 1. Og her er det, at der første gang i Skriften fortælles om høsttid: ”Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.” (1 Mos 8,22). ”Så længe jorden står.” Heri ligger at jorden ikke altid står, men en dag skal forgå. Jesus bekræfter det. Og da skal der komme en ny jord, hvor retfærdighed bor. Men på denne uretfærdige jord med synd og død og undergang, her opretholder Gud livet for os. …. Men vil han gøre det? Der er mange tegn på, at jorden vil gå under. Man JA. Gud vil holde os i live. Det har han lovet: Gud sagde: “Dette er tegnet på den evige pagt, som jeg vil stifte mellem mig og jer og alle levende væsener hos jer. Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden. Når jeg samler skyer over jorden og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer og alle levende væsener, alt levende; vandet skal aldrig mere blive til en vandflod, der ødelægger alt levende. Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden.” Regnbuen er hans pagtstegn. Hver gang den kommer, bekræfter han løftet om at han vil give os såtid og høsttid. Det er et løfte, som vi har brug for på den jord, som Herren havde forbandet på grund af vore synder. Vi har ikke fortjent det. Men Gud har lovet det. Hør sammenhængen: Når vi sår, så er det for at vi kan leve – og såtiden er givet til denne jord – så længe den står - for ALT LEVENDE og ALLE LEVENDE VÆSNER! Det understreges flere gange. Alt og alle. Ikke kun dig, Noa, og din familie. Men alle mennesker. Derfor MISSION. Mission er at forkynde Guds løfte, men det er også forbundet med nødhjælp og diakoni, hvor vi deler kornet med hinanden. Vi sår, for at vi selv kan leve. Men også for at andre kan leve. Og når vi høster kornet hjem i laden, er det til liv for os og for andre. Derfor holder vi høstgudstjeneste. 2. Anden gang Gud fortæller om høst i Bibelen er i slutningen af Første Mosebog: 6 Der har nu været hungersnød i landet i to år, og der vil gå fem år til uden pløjning og høst. 7 Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i stort antal. 8 Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud. Han har gjort mig til fader for Farao og til herre over hele hans hus og til hersker i hele Egypten. Gud sendte hungersnød i Egypten og i Israels land. Svære tider. Det mærker vi også i vor tid. Og vi hører om det. Men hans løfte står ved magt. Og han vil redde. Josef var blevet solgt af brødrene til Egypten. De havde handlet frygteligt ondt. Og de havde fyldt deres far Jakob med løgn, da de påstod, at Josef var revet ihjel af et vildt dyr. Familien levede med løgn og sorg og lidelse i mange år. Men Josef fortæller dem nu, at det var Gud, der gjorde det. Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i stort antal. 8 Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud. Sådan gør Gud også med os. Og han sørger for brød. Her skete det ved at Josef måtte lide i mange år. Gud redder os og holder os i live trods vore synder. 3. Det peger frem på Jesus. Og Jesus fortæller os om en høst, som han står bag: Men Jesus svarede dem: "Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv." (Joh 12,23-25) Gud Fader redder os fra forbandelsen, der har ramt os, ved at så og lægge Guds Søn i graven. Hans død bliver til liv for os. Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og givet sit liv som løsesum for mange (Matt 20,28). Han bærer skylden og lider straffen og dør i vort sted. I alle menneskers sted. En er død i alles sted. Ham, i hvem alt er skabt, bliver menneske og bliver sået i jorden for at vi skal leve. Det var Gud, som gjorde det for at give mange mennesker det evige liv. 4. Og så er vi nået til den sidste såning, som apostlen Paulus taler i om i søndagens brevlæsning: Hvad et menneske sår, skal det også høste: Den, der sår i kødet, skal høste fordærv af sit kød, og den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op. Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller. (Gal 6) Selv om vi ikke er landmænd eller gartnere, der sår på en mark og i et drivhus, er vi alle med til at så, fordi vi er mennesker. Og der er to steder at så: I kødet eller i Ånden. Sår vi kødet fører til fordærv. Sår vi i Ånden fører det til evigt liv. Apostlen forklarer hvad han mener med ”kødet”: Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. (Gal 5,19-21). Og Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, 23 mildhed og selvbeherskelse. (Gal 5,22-23) Vi kan investere i os selv – i selviskhed – i overtrædelse af Guds bud. Og det bliver til undergang og dom. Derfor råber vi: ”Gud! Tilgiv os! Frels os!” Ved ord og vand, ved Evangeliet og Dåben tilhører vi Jesus Kristus. Vi er ikke alene. Gud har ikke forladt os. Vi er – som Noah og familien – frelst ved vand. Vi tilhører ham. Han frelste vore liv. Og vi lever på den jord, hvor såtid og høsttid vil være indtil jorden forgår. Vi tilhører Jesus Kristus. Ikke os selv, men ham. ”Lever vi i Ånden, skal vi også vandre i Ånden.” Og det er at vandre i tro på Ham, som gav sit liv for os. Høre om ham. Lade hans ord fylde hjertet. Da sår vi i Ånden, og da kommer der en høst. Og den sørger Gud for. Gud det vokse frem. Den gamle Adam i dig dør, og det nye menneske vokser frem: Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. Lad os ikke blive trætte af at gøre det, som er ret; vi skal til sin tid høste, blot vi ikke giver op. Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller. Så lad os i dag særligt gøre godt mod vore trosfæller i Moreira på ISST og give dem vores takkegave. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk